Aftensmad

Andesteg til mortensaften

Mortensaften rimer på klassisk stegt andesteg med brunede kartofler, brun sauce og rødkål. Få opskriften på en vellykket mortensand her.
af Trine Hahnemann.9.11.2021Foto: Lars Ranek.

Mortensaften fortjener en sprødstegt og saftig andesteg, som traditionen foreskriver. Men den kan laves på utallige måder, så hvilken én skal man dog vælge, og hvordan sikrer man sig, at den er perfekt tilberedt? Vi har taget beslutningen for dig og forærer dig her opskriften på klassisk andesteg med søde æbler, timian og lyse rosiner - og følger du opskriften, så er du garanteret et bredt smil og mætte maver hos dine gæster.

Ingredienser

  • 1 and, ca. 3½ kg
  • 4 æbler, fx coxorange
  • 100 g lyse rosiner
  • 10 kviste timian
  • Salt og friskkværnet peber

Sådan laver du andesteg med fyld

  1. Skold anden indvendigt og udvendigt med kogende vand, og gnid den indvendigt med salt og friskkværnet peber.
  2. Skær æblerne i både, og bland med rosiner og timian. Læg 1⁄3 af fyldet i anden, og luk den med kødnåle. Gem resten af fyldet til senere. Gnid udvendigt med salt og friskkværnet peber.
  3. Læg anden på en rist, og stil den oven på en bradepande, så fedtet kan dryppe fra. Steg anden ved 180° i 1 time og 45 minutter.
  4. Tag lidt af fedtet fra, og vend det med resten af æblefyldet. Læg det i bradepanden, og steg yderligere 15 minutter. Tjek med et stegetermometer, om anden er 75°, så er den færdig.
  5. Tag anden og fyldet ud, og skru ovnen op til 225°. Lad anden hvile på køkkenbordet i 10 minutter, skær den ud, læg stykkerne i et ovnfast fad, og sæt dem i ovnen 5-10 minutter.

Sponsoreret indhold