Aftensmad

Grøntsagslasagne med citronricotta

Servér en ny udgave af den klassiske tomatlasagne – mindre bastant, men stadig mættende og fuld af grøntsager. Denne grøntsagslasagne består nemlig af grøntsager i både lagene og fyldet. Så får du med sikkerhed tanket op på den grønne konto!
af David Frenkiel & Luise Vindahl / greenkitchenstories.com.23.02.2016

Lasagnen her byder på skiver af portobellosvampe, ovnbagt aubergine og grønkål lagt i lag mellem pastaplader og en overflade, der er dækket af halverede cherrytomater.

I stedet for den traditionelle bechamelsauce er der brugt en syrlig, frisk og fed citronricotta, og den gør hele forskellen. Syrligheden kombineret med den lækre pasta og tomatsaucen forvandler retten til en himmerigsmundfuld.

Ovnbagte aubergineskiver

  • 3 auberginer uden stilk
  • Ekstra jomfruolivenolie
  • Havsalt

Citronricotta

  • 750 g ricotta
  • 1 stor håndfuld (30 g) friske basilikumblade
  • 2 usprøjtede citroner
  • Havsalt og friskkværnet sort peber

Grøntsagslasagne

  • 1½ l tomatsauce (hjemmelavet eller færdigkøbt)
  • 100 g spinat eller grønkål, uden stilke og ribber
  • 2 portobellosvampe, rensede
  • 500 g fuldkornslasagneplader eller glutenfri lasagneplader
  • 500 g cherrytomater
  • 50 g parmesan eller pecorino, revet
  • Desuden: 1 stor håndfuld (30 g) frisk basilikum, blade grofthakkede

Sådan laver du grøntsagslasagne

Ovnbagte aubergineskiver

  1. Varm ovnen op til 220° og læg bagepapir på tre bageplader.
  2. Skær stilken af auberginerne, og skær dem i skiver af 5 mm's tykkelse på langs.
  3. Læg dem på bagepladerne, pensl begge sider med olie og krydr med salt og peber. Bag dem i 20-30 minutter, eller til de er møre og gyldne. Læg dem til side og lad dem køle af.

Citronricotta

  1. Hak basilikumbladene groft. Pres saften og riv skallen fra citronerne.
  2. Kom alle ingredienserne i en stor skål, krydr med salt og peber, rør det sammen, og stil det til side. Hak spinat og skær svampe i skiver af 6 mm tykkelse.

TIP: Brug et dybt fad, så lasagnen kan bygges høj og med mange lag. Eventuelle rester kan skæres i portionsfirkanter og fryses.

Grøntsagslasagne

  1. Fordel 2½ dl tomatsauce i bunden af et ovnfast fad (35 x 25 x 7 cm). Læg et lag lasagneplader ovenpå og derefter et lag af citronricottaen og aubergineskiverne.
  2. Gentag processen, så der dannes et andet lag og tilsæt halvdelen af svampene og spinaten efter auberginen.
  3. Slut af med at fordele 5 dl tomatsauce over spinaten.
  4. Halver cherrytomaterne, og arrangér dem med den skårne side opad ovenpå tomatsaucen. Riv 2/3 af osten, og drys udover lasagnen.
  5. Bag i 40-45 minutter, eller til pastaen er mør, og overfladen gylden.
  6. Servér drysset med basilikum og mere revet ost.

På vores søstersite, SPIS BEDRE, finder du den mest populære, klassiske lasagne. Stor anbefaling herfra. Find den her: Klassisk lasagne.

Sponsoreret indhold