Aftensmad

Rødbedetærte med gedeost og pinjekerner

Tærten her er et godt bud på et mættende aftensmåltid. Kombinationen af rødbede, gedeost og pinjekerner skal du glæde dig til.
Af: Ditte Ingemann Foto: Lene Samsø21.02.2023

Rødbeder er mættende og en god kilde til kostfibre - og så er de lette at tilberede på flere måder. Rå i en salat, bagt i ovnen, i en krydret ret eller som her i en lækker tærte med gedeost og pinjekerner.

4 personer

Ingredienser

  • 300 g rødbeder
  • 1 spsk. olivenolie
  • 1 tsk. tørrede chiliflager
  • 1 tsk. tørret timian
  • Salt og peber
  • 2 rødløg
  • 1 spsk. smør
  • 1 tsk. honning
  • 1 spsk. balsamicoeddike
  • 3 æg
  • 1 dl yoghurt naturel 3,5 %
  • 150 g frisk gedeost
  • 40 g pinjekerner
  • 1 tærtebund

Udstyr

  • 1 tærteform, gerne med løs bund

Sådan laver du tærte med rødbede, gedeost og pinjekerner.

  1. Tænd ovnen på 200° varmluft.
  2. Skræl rødbeder, og skær dem i små tern.
  3. Vend dem med olie, chiliflager, timian, salt og peber.
  4. Fordel dem på en bageplade med bagepapir, og bag dem i ovnen i 20-22 minutter.
  5. Pil rødløg, og skær dem i tynde både. Varm smør op på en pande, og steg rødløgene, til de falder sammen. Tilsæt honning og balsamico, og steg videre i 5-6 minutter, til rødløgene karamelliserer.
  6. Pisk æg sammen med yoghurt i en skål med en elpisker.
  7. Skær gedeost i små tern, og vend dem i æggeblandingen.
  8. Krydr med salt og peber.
  9. Læg tærtebunden i en smurt tærteform. Fordel de bagte rødbeder, rødløg og æggeblandingen i tærtebunden. Drys med pinjekerner.
  10. Bag tærten ved 200° varmluft i 30-40 minutter, eller indtil fyldet har sat sig, og bunden er sprød og gylden. Servér gerne sammen med en frisk salat.

Sponsoreret indhold