Kød og fjerkræ

Verdens bedste Fransk Cassoulet

Brødrene Prices opskrift på Cassoulet er perfekt til kolde vinteraftener. Forkæl dine gæster med denne franske delikate gryderet!
Opskrift i samarbejde med DR og Brødrene Price / Foto: Jacob Ljørring1.02.2021

Smag på det franske bondekøkken med denne velsmagende og rustikke franske simreret med bønner og andekød.

Perfekt opskrift på fransk Cassoulet

Antal: 6-8 personer

Det skal du bruge for at lave Brødrene Prices cassoulet

  • 1 kg hvide bønner udblødt i vand min. 8 timer
  • 300 g saltet flæsk
  • 250 g blancheret, fersk flæskesvær
  • 2 gulerødder i mindre stykker
  • 1 stort løg stukket med 6-8 nelliker
  • 1 dåse flåede tomater
  • 2 fed hvidløg
  • 1 bouquet garni (persillestilk, laurbærblad, timian)

Kødet

  • 1 spsk gåse- eller andefedt
  • 700 g svinekød, skåret i passende stykker
  • 2 hakkede løg
  • 6-8 fed hakket hvidløg
  • 1 dåse flåede tomater
  • salt og friskkværnet peber
  • 1 bouquet garni
  • 6-8 små, velkrydrede, kødfulde pølser af svin
  • 3-4 hvidløgspølser
  • ½ kg ande- eller gåseconfit, eller 1 stykke til hver
  • rasp

SE OGSÅ: Forretter: 10 nemme opskrifter

Sådan laver du Brødrene Prices Fransk Cassoulet

  1. Hæld de udblødte bønner i en stor gryde sammen med de resterende ingredienser, der hører til bønnerne.
  2. Tilsæt vand så det står ca. et par cm over indholdet og kog det roligt under låg, til bønnerne er møre (Det tager ca. 1½-2 timer)
  3. Tilbered imens kødet ved at opvarme gåse- eller andefedtet i en sauterpande og brun svinekødet over middelvarme.
  4. Tilsæt løg og hvidløg og lad dem stege med, til de er klare.
  5. Hæld tomat, salt og peber og bouquet garni i sauterpanden og dæk det hele med væske fra bønnerne.
  6. Lad det simre under låg i ca. 1 time.
  7. Brun pølserne forsigtigt i lidt fedt og lad dem simre med det øvrige kød i de sidste 10 min. (Pølserne kan, lidt afhængig af størrelsen, deles i mindre stykker)
  8. Varm ovnen op til 180°. Fjern bouquet garni og løget med nellikerne fra bønnerne og kasser.
  9. Del det salte flæsk i passende stykker og skær flæskesværen i ganske små stykker.
  10. Gnid et ildfast fad med høje sider - det skal kunne rumme både bønner og kød - med et fed hvidløg.
  11. Læg halvdelen af bønnerne i fadet.
  12. Tilsæt alt kødet, også ande- eller gåseconfi t'en, og dæk med de resterende bønner.
  13. Al væden fra kødet skal med og eventuelt også lidt af kogevæsken fra bønnerne (Vigtigt at cassoulet'en er temmelig våd i det).
  14. Strø overfladen ganske let med rasp og bag retten i ovnen i ca. 2 timer.
  15. Undervejs røres stegeskorpen ind i retten nogle gange, og hver gang tilsætter man lidt ny rasp på overfladen.
  16. Tilsæt ekstra væske fra bønnerne eller lidt bouillon efter behov.
  17. Lad den sidste skorpe blive smuk og gylden inden serveringen.

Sponsoreret indhold