Fisk og skaldyr

Blinis med stenbiderrogn og cremefraiche

Prøv denne delikate opskrift på stenbiderrogn med brændenælde-blinis, creme fraiche og urter. Server den som velkomstsnack eller forret til middagsselskabet.
af Mikkel Karstad og Sofie Karoline Fodeh Taarnberg. Redigeret til web. / FOTO Anders Schønnemann 25.02.2021

Blinis er det russiske ord for pandekage, og det er også her, retten har sin oprindelse. I Rusland er der næsten ingen grænser for, hvad der serveres til og på de små pandekager.

Her får du en opskrift på stenbiderrogn med brændenælde-blinis, cremefraiche og urter.

SE OGSÅ: Forret med stenbiderrogn på kartofelrøsti

Opskrift på stenbiderrogn med brændenælde-blinis, cremefraiche og urter

Antal: 4 personer

Det skal du bruge til stenbiderrogn med brændenælde-blinis, cremefraiche og urter

  • 2 dl sødmælk
  • 20 g gær
  • 75 g boghvedemel
  • 75 g ølandshvedemel
  • 5 g havsalt
  • 1 æggeblomme
  • 100 g brændenælder (blancheret vægt)
  • 20 g smør
  • 1 æggehvide
  • 2 spsk. olivenolie
  • 1 dl cremefraiche 38 %
  • 400 g renset vægt frisk stenbiderrogn
  • 4 håndfulde tallerkensmækker
  • 3 g friskkværnet peber

LÆS OGSÅ: Vores bedste opskrifter på stenbiderrogn

Sådan laver du stenbiderrogn med brændenælde-blinis, cremefraiche og urter

  1. Lun mælken i en gryde, og rør gæren ud i den lune mælk.
  2. Kom boghvedemel, ølandshvede, salt og æggeblomme ned i mælken, og rør det til en smidig dej.
  3. Blanchér brændenælderne, hak dem og tilsæt dem.
  4. Smelt smørret, og tilsæt det.
  5. Lad dejen hæve i ½ time på køkkenbordet.
  6. Pisk æggehviden stiv, og vend den forsigtigt ned i dejen.
  7. Hæld en lille smule olie på panden.
  8. Hæld små klatter af dejen på panden, og steg små blinis, indtil al dejen er brugt.
  9. Anret de lune pandekager med cremefraiche, stenbiderrogn og tallerkensmækker.
  10. Drys med havsalt og friskkværnet peber.

SE OGSÅ: Stenbiderrogn på kartoffelpandekage med peberrodscreme

Sponsoreret indhold