Desserter og kager

4 boblende serveringer til nytårsfesten

Lad propperne springe, og desserterne være et fyrværkeri 
af bobler. Cava, prosecco og lambrusco er både med 
til at give smag og en festlig afrunding på middagen.
Tekst og foto af Julie Polar De Greeve1.12.2018

En boblende afslutning på menuen er aldrig en dårlig idé. Der er noget til enhver smag, hvad enten det er cava, prosecco eller lambrusco du er mest til. Eller servér dem sammen, hvis du ikke kan vælge.

Nedenfor guider vi dig igennem nogle lidt mere utraditionelle opskrifter, hvor bobler spiller hovedrollen.

SE OGSÅ: 7 søde desserter til nytårsaften

Cavamousse med citron

Antal: 6 personer

Det skal du bruge for at lave cavamousse med citron

  • 4 blade husblas
  • 4 pasteuriserede æggehvider
  • 4 pasteuriserede æggeblommer
  • 150 g sukker
  • Skallen af 1 citron
  • Saften af 2 citroner
  • 1 dl cava
  • 2 dl piskefløde

Sådan laver du cavamousse med citron

  1. Læg husblassen i blød i koldt vand i 5 minutter.
  2. Pisk æggehviderne, til de er stive og danner faste toppe.
  3. Sæt dem på køl.
  4. Lav et vandbad, og bland æggeblommer, citronskal, citronsaft, cava og sukker i en gryde.
  5. Bunden af den øverste gryde må ikke røre vandet. Rør rundt så æggemassen ikke sætter sig fast i bunden.
  6. Tag gryden af varmen, når blandingen tykner. Knug vandet ud af husblassen.
  7. Pisk og smelt husblassen i den varme blanding. Afkøl cremen/blandingen, til den er lunken.
  8. Pisk flødeskummet og sæt det i køleskabet.
  9. Når blandingen er afkølet, vend forsigtigt flødeskum og den stive æggehvidemasse i.
  10. Hæld moussen på cocktailglas og lad den afkøle i 4 timer.

TIP! Ingen citroner – brug en anden 
citrusfrugt såsom lime eller grapefrugt 
(dog ikke grapefrugtskallen).

Hindbærsorbet med 
prosecco og ristede mandler

Antal: 6-8 personer

SE OGSÅ: Find din dessert til nytår eller fest

Det skal du bruge for at lave hindbærsorbet med prosecco og ristede mandler

Sorbet

  • 500 g frosne hindbær
  • 1¼ dl kogende vand
  • 3 dl hyldeblomstsaft

Desuden

  • 4-5 spsk. mandler
  • 5 dl prosecco
  • 125 g friske hindbær
  • Citronmelisse
  • Syreblomster

Sådan laver du hindbærsorbet med prosecco og ristede mandler

  1. Blend hindbær, vand og saft, indtil det har samlet sig til en masse.
  2. Hæld sorbeten i en 
20 x 30 cm metalkasse, og frys den i 3-4 timer, eller indtil den er stiv.
  3. Skær sorbeten i stykker, og blend den glat.
  4. Hæld sorbeten tilbage i formen igen, og sæt den i fryseren i 1 time eller indtil servering.
  5. Sæt 4 cocktailglas på køl i 15 minutter.
  6. Hæld kogende vand over mandlerne, smut dem, og rist dem på en pande.
  7. Hak mandlerne.
  8. Tag glassene ud, og læg en kugle sorbet i hvert glas.
  9. Hæld proseccoen over, og pynt med friske hindbær, ristede mandler, 
citronmelisse og syreblomster.

​TIP! Hvis du vil have en alkoholfri variant, kan du i stedet for prosecco blande hyldeblomstsaft med danskvand og hælde over sorbeten.

Ferskner i lambrusco 
med vaniljemascarpone

Antal: 4 personer

Det skal du bruge for at lave ferskner i lambrusco med vaniljemascarpone

  • 4 ferskner
  • 6 kardemommekapsler
  • 4 nelliker
  • 10 g smør
  • 100 g blåbær
  • 2 kanelstænger
  • 3½ dl rød lambrusco
  • 5 spsk. akaciehonning

Creme

  • 1 vaniljestang
  • 250 g mascarpone
  • 80 g flormelis

Pynt

  • Hakkede hasselnødder

Sådan laver du ferskner i lambrusco med vaniljemascarpone

  1. Halvér fersknerne, fjern stenene, og skær dem i kvarte.
  2. Tag kardemommefrøene ud af kapslerne, og knus dem med nellikerne i en morter.
  3. Smelt smørret på en pande.
  4. Brun fersknerne i smørret i 5-10 minutter uden at røre i dem.
  5. Tilføj blåbær, nelliker, kardemomme og kanel.
  6. Hæld lambrusco og honningen på panden.
  7. Kog i ca. 10 minutter, indtil fersknerne er møre.
  8. Tag fersknerne op, og lad dem køle af.
  9. Fjern forsigtigt skindene.
  10. Kog den overskydende sirup ind, til den er reduceret med 1⁄3, og hæld den på en kande.
  11. Sæt til side.

Creme

  1. Skrab kornene ud af vaniljestangen, og rør dem let i mascarponen.
  2. Sigt flormelissen over mascarponen, og rør det i.

Ved servering

  1. Hæld siruppen i bunden af 4 cocktailglas.
  2. Skær fersknerne i stykker, og læg dem oven på siruppen med en klat vaniljemascarpone.
  3. Drys med hakkede hasselnødder.

Granatæblecremant

Antal: 4-6 personer

Det skal du bruge for at lave granatæblecremant

  • 4 granatæbler
  • 1 spsk. akaciehonning
  • 1 flaske cremant

Pynt

  • Granatæblekerner

Sådan laver du granatæblecremant

  1. Halvér granatæblerne og tag kernerne ud.
  2. Sæt 2 spsk. granatæblekerner til side.
  3. Blend de resterende kerner i 5-10 sekunder.
  4. Hæld dem igennem en sigte.
  5. Smag saften til med honning.
  6. Hæld 5 cm granatæblejuice i hvert glas, og fyld op med cremant.
  7. Pynt med de hele granatæblekerner.

TIP! Den nemmeste måde at få kernerne ud på er at slå på toppen af det halverede granatæble med en grydeske.

SE OGSÅ: 10 lækre desserter til nytår

Sponsoreret indhold