Desserter og kager

Cherry pie med marengs

Desserten er kirsebærret på toppen af en god middag, så hvad er mere perfekt end at lave en dessert med kirsebær! Få opskriften på en dekadent cherry pie med marengs herunder.
af Timm Vladimir. Redigeret til web / Foto: Columbus Leth.22.02.2021

Søde tærter er perfekte desserter året rundt. Du kan kombinere sød karamel med syrlig frugt og bløde cremer med sprød topping. De kan pyntes smukt med alt fra chokolade og flødeskum til frugt og krydderurter. Smagskombinationerne er uendelige, så det er kun kreativiteten, der sætter grænser for de lækre tærter.

Her er opskriften på en lækker desserttærte, der har det hele: En sprød tærtebund fyldt med blød vaniljecreme og frisk kirsebærsauce toppet med et godt lag sød marengs! Imponér gæsterne med denne delikate tærte, der tilfredstiller alle nydelsens behov. Se opskriften på den perfekte dessert herunder.

TIP: Vælg en tærteform med høje kanter, så der er plads til rigeligt af både fyld og marengs!

Læs også: Jordbærtærte med chokolade

Cherry pie med marengs

Antal: 8 personer

Det skal du bruge til at lave cherry pie med marengs

Tærtebund:

  • 125 g blødt smør

  • 200 g hvedemel

  • 50 g flormelis

  • 1 nip salt

  • 1 æg

  • 1 bageform med høje kanter, ca. 24 cm i diameter

Creme:

  • 2 æg

  • 1 æggeblomme

  • 2 spsk. sukker

  • 1 spsk. majsstivelse, f.eks. Maizena

  • 1½ dl mælk

  • 2 dl piskefløde

  • Lidt Amaretto

Kirsebærsauce:

  • 450 g kirsebær

  • Ca. 150 g sukker

  • ½ dl vand

  • Ca. 1 spsk. majsstivelse, f.eks. Maizena

Marengs:

  • 4 æggehvider

  • 200 g sukker

  • 1 lille creme brulé-brænder

Læs også: Æbletærte med mandelcreme

Sådan laver du cherry pie med marengs

Tærtebund:

  • Smuldr smør og mel sammen.

  • Tilsæt flormelis og salt.

  • Saml dejen med ægget uden at ælte mere end højst nødvendigt.

  • Pak dejen ind i husholdningsfilm, og sæt den på køl i 1 time.

  • Tænd ovnen på 180°.

  • Rul dejen ud, og læg den i en tærteform med høje kanter.

  • Bag tærten 10 minutter, og lad den køle lidt af.

Creme:

  • Pisk æg, æggeblomme, sukker og majsstivelse sammen, til majsstivelsen er helt rørt ud.

  • Rør mælk og fløde i, og smag til med Amaretto.

  • Fordel cremen på tærtebunden, og bag tærten i ovnen i ca. 15 minutter, til den har sat sig.

  • Afkøl.

Kirsebærsauce:

  • Skyl kirsebærrene, og fjern stenene.

  • Kog kirsebær, sukker og vand op i en gryde, og lad det simre, til kirsebærrene er møre.

  • Rør majsstivelse ud i en smule vand, og lad det koge sammen med kirsebærrene i 2 minutter, til konsistensen er tyk.

  • Hæld kirsebærsaucen på tærten, og lad den sætte sig i mindst 3 timer på køl.

Marengs:

  • Pisk æggehviderne luftige. Tilsæt sukker, og pisk videre, til sukkeret er opløst, og marengsen helt stiv.

  • Fordel marengsen oven på tærten, og brænd den med en gasbrænder, til den er gylden.

Vild med tærter?

Tærte er den perfekt dessert hele året og kan laves med alt fra frisk frugt til fyldig karamel. Se 10 skønne desserttærter her.

10 lækre desserttærter

Sponsoreret indhold