Desserter og kager

Chokoladefondant med blommer

Det flydende chokoladehjerte i den her chokoladefondant går lige i hjertet! Server med blommer, knas og evt. lidt lunt mælkeskum og revet rålakrids, hvis du vil have ekstra smagsoverraskelser.
af Camilla Zarah Lawes, Louisa Lorang / Foto: Anders Schønnemann23.02.2016

Her er den ultimative opskrift til alle chokoladeelskere! Chokoladefondant er chokoladekage med et flydende indre, og den er intet mindre end fantastisk. De kogte blommer giver det perfekte modspil til den gode chokoladesmag. Du kan lave blommerne i op til 14 dage, inden du skal bruge dem – bare husk at skolde glasset, inden du kommer dem i. Blommerne er også rigtig lækre til is.

Prøv også denne chokoladefondant!

Chokoladefondant med blommer og lakrids

6 personerDet skal du bruge:Blommer:
  • 6 blommer
  • 1 dl sukker
  • 2 dl hvidvin
  • 1 stjerneanis

Topping:

  • 1 dl sukker
  • 100 g mandler
  • 25 g kakaobønner
Chokoladefondant:
  • 150 g smør
  • 150 g mørk chokolade, ca. 65 %
  • 3 pasteuriserede æg
  • 150 g sukker
  • 140 g hvedemel
  • smør og mel til formene
Desuden:
  • 3 dl mælk
  • revet rålakrids

Prøv også: 10 forskellige chokoladekager

Sådan laver du chokoladefondant med blommer

Blommer:
  1. Del blommerne i kvarter. Kom sukker, hvidvin og stjerneanis i en kasserolle, og lad det koge op, til sukkeret er smeltet.
  2. Tilsæt blommerne, og lad dem simre i lagen i 10 min.
  3. Hæld det hele på et stort glas, og stil det koldt.
Topping:
  1. Smelt 1 dl sukker i en kasserolle. Vend mandlerne godt rundt, når sukkeret er lysebrunt, og hæld massen over på et bræt med bagepapir eller på en silikonemåtte, og pas på: Det er virkelig varmt!
  2. Drys kakaobønnerne på, og lad det størkne. Bræk derefter karamellen i stykker, og hak den til groft knas med en brødkniv.
Chokoladefondant:
  1. Smelt smørret ved svag varme i en stor kasserolle. Hak chokoladen, og smelt den forsigtigt i smørret ved svag varme, tag kasserollen af, inden chokoladen er helt smeltet.
  2. Pisk æg og sukker let sammen, og rør æggesnapsen i chokolademassen.
  3. Sigt til sidst melet, og vend det i kagemassen.
  4. Smør 6 små ramekiner eller muffinforme med smør, og drys med mel.
  5. Fordel kagemassen i formene, og stil dem i køleskabet i 30 min.
  6. Tænd ovnen på 175° varmluft, og bag kagerne i 16-18 min. Det er svært med tid på disse kager, for det svinger meget fra ovn til ovn, så kig efter, om kagerne er bagt foroven og kun lige har sat sig. De skal nemlig være flydende i midten.
Anretning:
  1. Pynt imens 6 tallerkener med blommer, og lav varmt mælkeskum på espressomaskinen, eller ved at lune mælken i en gryde og piske den.
  2. Vend kagerne ud af formene, pynt med knas og mælkeskum, og riv til sidst lidt lakrids hen over. Server med det samme.

Prøv også: Chokoladekage med Baileys

Sponsoreret indhold