Den bedste opskrift

Citronfromage - den bedste opskrift

Citronfromage er en klassiker på dessertbordet - og en absolut himmelsk én af slagsen med sin syrlige smag og cremede konsistens, der smelter på tungen. Her får du opskriften på den lækreste citronfromage.
af Cecilie Sofie Svensson.19.02.2021Foto: Stine Christiansen.

Citronfromage er en af de desserter, der bare aldrig skuffer. Den syrlige, cremede fromage smager skønt gang på gang, og er et smagslækkert hit hos både store og små.

Giv den gode klassiker et elegant touch ved at portionsanrette citronfromagen i fine glas og pynte med sukkerperler og frisk citronmelisse eller syrener på toppen. Vi garanterer, at dine gæster vil blive henrykte!

6 personer

Ingredienser

  • 3 usprøjtede citroner (vælg dem, der er bløde, for de indeholder mest saft)
  • 1 stor usprøjtet lime
  • 3 blade husblas
  • 1 vaniljestang
  • 4 store æg
  • 175 g sukker
  • ½ l piskefløde
  • Evt. gule sukkerperler
  • Evt. lidt citronmelisse eller syrener

Sådan laver du citronfromage

  1. Riv skallen af citrusfrugterne, og pres saften.
  2. Læg husblassen i en skål med koldt vand.
  3. Flæk vaniljestangen, og skrab kornene ud.
  4. Kom æg, sukker og vanilje i en varmefast skål, og pisk æggesnapsen med en elpisker over et varmt vandbad. Det sikrer, at æggesnapsen holder stivheden. Vandet må endelig ikke røre skålen. Pisk i 6-8 minutter indtil massen er hvid, skummende og sej i det.
  5. Varm citrussaft og -skal lidt op, til væden er lunken.
  6. Kram vandet af husblassen, og vend den i citrussaften – rør, indtil den er helt opløst.
  7. Vend saft og æggesnaps sammen.
  8. Pisk 3 dl piskefløde til blødt skum, og vend også det i æggesnapsen.
  9. Hæld fromagen i portionsglas, og sæt dem i køleskabet i mindst 4 timer. Pisk resten af piskefløden til let skum.
  10. Pynt citronfromagen med flødeskum og evt. gule sukkerperler og hakket citronmelisse eller syrener.

Sponsoreret indhold