Desserter og kager

Creme brulee med ananassalat

Klassisk Creme brulee med eksotisk twist
af Betina Hastoft. Regi: Anne Black, Rosendahl.3.02.2009

Creme Brulee er måske en af de mest klassiske desserter i det franske køkken

Ingredienser til Creme Brulee

(4 personer)
Creme brulee:
5 dl piskefløde
1 vaniljestang
7 æggeblommer
100 g sukker
4 spsk rørsukker

Ananas med myntesukker og passionsfrugter:
1 ananas
2 passionsfrugter
1 bdt. mynte
1 dl rørsukker

Sådan laver du Creme brulee: Tænd ovnen på 200°. Hæld fløden i en gryde. Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud med bagsiden af en kniv. Læg vaniljekorn og stang i fløden. Varm fløden op til kogepunktet og tag gryden af varmen før det koger. Pisk æggeblommer og sukker til det er lyst og cremet. Hæld fløden i æggesnapsen lidt efter lidt mens der piskes. Hæld cremen tilbage i gryden og varm op ved svag varme. Rør i cremen i ca. 10 min. til den tykner. Cremen skal være så tyk, at den klæber til bagsiden af en ske. Hæld cremen i små portionsforme. Sæt portionsformene i en bradepande med iskoldt vand. Vandet skal nå halvvejs op ad portionsformene. Bag cremen i 18-20 min. til cremen trækker skind. Den er flydende nedenunder. Sæt formene på køl i mindst 4 timer.
Drys hver form jævnt med 1 spsk rørsukker og karamelliser cremen med en gasbrænder.
Vi har brugt Dremel Versaflame til vores Creme brulee.

Ananassalat: Skær top og bund af ananassen. Fjern skrællen med en skarp kniv hele vejen rundt, sørg for at alle de brune 'øjne' bliver skåret væk. Skær herefter ananassen i tynde skiver på den lange led hele
vejen rundt så stokken er tilbage. Skær ananasskiverne i fine stykker. Pres passionsfrugterne udover og rør rundt.
Læg myntebladene i en morter og hæld rørsukker ved. Stød mynte og sukker sammen indtil alle bladene er væk, og sukkeret er blevet helt grønt.
Hæld myntesukkeret over ananassalaten lige før servering.

Se vinforslag og arbejdsplan

Tilmeld dig nyhedsbrevet og vind skønne præmier

Sponsoreret indhold