Desserter og kager

Figentærte med honning og mandler

Denne figentærte ligner en million og smager himmelsk, men den er forbavsende nem at lave - så det er bare med at komme igang med at bage figentærter.
af Mai Knauer / Foto: Anders Schønnemann 24.09.2015

Vi er meget begejstrede for den her figentærte, fordi den er fyldt med spændende smagsindtryk, der spiller perfekt sammen. Tærtebunden er bagt med en kombination af mandel- og hvedemel. Mandlerne giver en god sødme til den friske syrlighed fra figner og citron- og appelsinskal.

Prøv også: Små figentærter til picnickurven

Figentærte med honning og mandler

6-8 personer

Det skal du bruge til figentærte:

  • 130 g usaltet blødt smør
  • 165 g sukker
  • 1 usprøjtet citron
  • 1 usprøjtet appelsin
  • 1 vaniljestang
  • 3 æg
  • 180 g mandelmel
  • 75 g hvedemel
  • ½ tsk. Bagepulver
  • 80 g mandelflager
  • 6 friske figner
  • 90 g flydende honning
  • 1 tærteform, diameter 26 cm, gerne med løs bund (Find den fx her!)

Vild med tærter? Prøv også: 10 søde tærter

Sådan laver du figentærte:

  1. Tænd ovnen på 160°.
  2. Kom smør, sukker, skal af citronen og appelsinen samt korn fra vaniljestangen i en foodprocessor, og kør dejen blød.
  3. Tilsæt æggene et ad gangen, og rør videre.
  4. Tilsæt mandelmel, mel og bagepulver, og kør igen.
  5. Vend forsigtigt mandelflagerne i dejen.
  6. Fordel dejen jævnt i en tærteform, diameter 26 cm, gerne med løs bund og beklædt med bagepapir.
  7. Skær fignerne i kvarter, og fordel dem i dejen med et let tryk. Drys lidt ekstra mandelflager over.
  8. Bag tærten i 45 minutter, til den er gylden.
  9. Tag tærten ud af ovnen, og pensl den med honning, mens den stadig er varm.
  10. Servér evt. tærten med cremefraiche.

Sponsoreret indhold