Cremet hvid chokolademousse med mini-macarons er en fristende og farvefin dessert på menuen. Server dem på Valentine's Day eller en fødselsdag eller bare fordi det er en dejlig dag.
Knuselsker du indendørs-bage-aktiviteter, så kan du booste dit humørbarometer alene ved duften af hindbær, der minder om sol og sommer.
Hvid chokolademousse opskrift - det skal du bruge
10 stk.
100 g Amedei Toscano White eller anden hvid chokolade
1 1/2 pasteuriserede æggehvider
2 pasteuriserede æggeblommer
2 spsk. sukker
Hvid chokolademousse opskrift - sådan laver du den
Smelt chokoladen i en skål over vandbad. Pisk æggeblommerne lette og luftige sammen med sukkeret, og rør den smeltede chokolade deri. Pisk æggehviderne stive, og vend dem i.
Fordel moussen i små portionsglas, og stil dem på køl natten over.
Pynt med hjemmelavede mini-macarons. Vælg dine yndlingsmacarons og lav dem i mini-format.
Macarons - sådan laver du dem
I de små hindbær-macarons gemmer sig et lille hindbær i midten, lidt mørk chokoladeganache og hindbærsmørcreme.
12 små macarons
Makronbunde
43 g mandler (eller mandelmel)
75 g flormelis
1 stor æggehvide
25 g sukker
knuste frysetørrede hindbær
Hindbærsmørcreme
50 g smør
150 g flormelis
½ tsk vaniljeekstrakt
50 g hindbær
Chokoladeganache
25 g fløde
50 g mørk chokolade
Makronbunde
Smut mandlerne, og blend dem til fint mandelmel. Hæld flormelis og pulveriseret frysetørret hindbær ned til mandelmelet, og blend videre. Si blandingen. Hæld æggehvide og sukker i en skål, og pisk ved laveste hastighed i cirka et minut. Pisk derefter ved højeste hastighed i et par minutter - indtil marengsen danner bløde toppe.
Vend mandelblandingen i hviderne. (Pres dejen mod siderne af skålen med en dejskraber - cirka 35 gange.) Hæld blandingen i en sprøjtepose med rund tyl, og sprøjt små runde cirkler ud på en bageplade beklædt med bagepapir. Lad de ubagte bunde tørre ved stuetemperatur i cirka en halv time. Bag dem ved 160 grader i cirka 12 min.
Hindbærsmørcreme
Pisk smør, flormelis og vaniljeekstrakt sammen. Tilsæt hindbær. Tilsæt evt. lidt ekstra flormelis, hvis smørcremen er for våd. Fyld smørcremen i en sprøjtepose.
Chokoladeganache
Hak chokoladen fint, og kom den i en skål. Bring piskefløde i kog. Hæld langsomt fløden over chokoladen og rør rundt, indtil chokoladen er smeltet. Afkøl ganachen - indtil den har den ønskede konsistens.
Bliv inspireret til at lave dine egne desserter, is og kager med chokolade, og gør dit køkken til dit chokoladeværksted - besøg Chocolat.dk
Chokolade - få ideer til andre opskrifter med chokolade i galleriet nedenfor.