Desserter og kager

Jødekager med pistacienødder

Så er der lidt sødt til gløggen. Prøv disse lækre jødekager med pistacienødder på toppen.
af Mai Knauer / Foto: Columbus Leth 28.11.2017

Når det kommer til julen, er vi danskere meget traditionsbundne. Vi har bestemte familietraditioner, som der helst ikke laves for meget om på.

Det er derfor ofte de samme småkager, vi spiser hvert år i december måned.

Jødekager til jul

En undersøgelse lavet af Arla i 2014 viser, at jødekager er de 4. mest populære småkager i juletiden. Den sikre vinder er dog vaniljekransene, mens 2. pladsen går til brunkagerne og 3. pladsen til pebernødderne.

Samme undersøgelse viser også, at 60 procent af danskerne helst vil bage deres småkager selv. Det mest fantastiske ved de julede småkager er, hvordan de kan bringe nostalgien frem i os.

Derfor skal den opskrift vi bruger heller ikke afvige fra meget fra den opskrift vores bedsteforældre brugte i vores barndom.

Er du ikke bange for at springe ud i en helt ny fortolkning, så prøv disse jødekager med havtorn.

Heldigvis er jødekagen en simpel småkage, der er svær at lave om på, men som sagtens kan klare et lille twist uden at den nostalgiske smag bliver ødelagt.

Du behøver derfor ikke at være bange for at kaste dig ud i at lave jødekager, der er toppet med pistacienødder.

Opskrift på jødekager med pistacienødder

Antal: 100 stk.

Det skal du bruge for at lave jødekager med pistacienødder

  • 330 g mel
  • 250 g smør
  • 200 g sukker
  • 2 æggeblommer
  • 1 æggehvide
  • 3 spsk. sukker
  • 1 spsk. stødt kanel
  • 50 g usaltede pistacienødder

Sådan laver du jødekager med pistacienødder

  1. Smuldr mel og koldt smør, så det har konsistens som revet parmesan (benyt evt. en foodprocessor).
  2. Tilsæt sukker og æggeblommer, og rør/ælt det sammen til en homogen dej uden at ælte for meget.
  3. Rul dejen til 2 pølser, Ø ca. 2,5 cm.
  4. Pak dejen ind i plastikfolie, og læg den i køleskabet i 2-3 timer eller endnu bedre i fryseren i 1 time eller mere.
  5. Skær tynde skiver, og læg dem på en bageplade med bagepapir. Pensl skiverne med æggehvide.
  6. Bland sukker og kanel, hak pistacienødder, og bland dem i kanelsukkeret. Drys det på skiverne.
  7. Bag kagerne ved 200°, indtil de er let lysebrune, i ca. 4-5 minutter.

Tip! Husk ikke at ælte dejen for længe, når du laver småkager, ellers bliver kagerne seje i stedet for sprøde. Ælt kun, til dejen er samlet og ensartet. Det gælder både, når du ælter i hånden eller i røremaskine/foodprocessor.

Sponsoreret indhold