Desserter og kager

Kokosis med eksotiske frugter

Serveret med karamel-tuile
af Marie Melchior / Foto: Betina Hastoft17.12.2008

Kokosis med eksotisk frugtsalat og karamel-tuiles er en super delikat dessert, som helt sikkert vil imponere dine middagsgæster!

Kokosis med frugtsalat og karamel-tuiles

4 pers.

Kokosis

1 pasteuriseret æggehvide
2 pasteuriserede æggeblommer
6 spsk sukker
4 dl kokosmælk (1 dåse)
100 g mørk chokolade
sølvstøv

Pisk æggehviden stiv. Pisk æggeblommerne med sukker til det bliver hvidt og skummende. Rør kokosmælken i og vend til sidst forsigtigt den stive æggehvide i. Frys din kokosis i en ismaskine eller i en fryseform i fryseren. Vend ismassen rundt en gang i timen med en ske, indtil den er frossen.
Når din kokosis er er frossen, formes den til små kugler, som lægges på en plade eller bakke. Frys kuglerne af kokosis ned igen til de er bundfrosne.
Smelt chokoladen over vandbad. Dyp iskuglerne i chokoladen og pynt med sølvstøv. Læg dem på bagepapir på en plade og sæt dem tilbage i fryseren.

Er du helt vild med hjemmelavet is? Her får du opskrifter og gode til, når du laver din helt egen is

Frugtsalat

1 kiwi
1 mango
4 skiver ananas
4 litchi
4 japanske kirsebær
2 passionsfrugter

Fjern skrællen fra kiwi, mango og ananas og skær frugterne i små stykker. Halver litchi-frugterne og de japanske kirsebær. Anret frugtsalaten i fire dessertglas. Pres en halv passionsfrugt ud over hvert glas.

Is og tuiles fungerer bare rigtig godt sammen. Så her får du endnu en opskrift med is og tuiles

Karamel-tuile

200 g sukker
1 dl vand
1 spsk nigellafrø

Hæld sukker i en kasserolle og tilsæt vand. Kog sukker og vand op til det bobler. Hold hele tiden godt øje med det, for lige pludselig bliver det til karamel, og så skal man være hurtig til at tage gryden af og sætte den i koldt vand. Så stopper man processen. Rør i karamellen med en ske og brug skeen til at lave fire mønstre med karamellem på bagepapir. Før skeen med karamel frem og tilbage i hurtige bevægelser og drys med nigellafrø. Det her skal gå hurtigt, for karamellen stivner inden for et par minutter. Gryden koges ren med vand.

Når karamellen er stivnet, kan man forsigtigt tage den af papiret. Jeg anbefaler, at man lader tuilerne blive på papiret, til de skal bruges, og at man laver dem samme dag, som de skal bruges. Man kan også opbevare dem i et par dage i en lufttæt beholder. Jeg har ikke haft gode erfaringer!

Tips:
Hav alting klar inden du begynder, for arbejdsprocessen skal gå hurtigt! Bagepapir på bordet er klar. Vand i vasken til afkøling af karamellen. Nigellafrøene inden for rækkevidde.

Sponsoreret indhold