Desserter og kager

Luksus-roulade med hindbær

Roulade er en gammel klassiker. Pift den op med ekstra pynt og servér den med stil!
af Ditte Julie Jensen / Foto: Lars Ranek fra bogen Kageminder23.01.2020

I England kaldes en roulade swiss roll, selvom den ikke er opfundet i Schweiz, men nærmere et sted i Centraleuropa.

Siden har idéen om at rulle en sukkerbrødsbund sammen med marmelade eller creme spredt sig til hele verden, hvor den optræder med forskellige navne.

I magasinet Northern Farmer i New York blev opskriften udgivet i december 1852 med overskriften 'To Make Jelly Cake', og sådan hedder den stadig i USA.

Selvom roulade er en kageopskrift, der går langt tilbage, er den stadig et hit på kagebordet. Opskriften nedenfor giver nyt liv til den klassiske roulade.

Luksus-roulade med hindbær

Antal: 3-6 personer

Det skal du bruge for at lave luksus-roulade med hindbær

ROULADEBUND:

  • 5 æg
  • 120 g lyst rørsukker
  • 2 tsk. vaniljesukker
  • 20 g lyst rørsukker
  • 60 g kagehvedemel
  • 1 tsk. bagepulver

HINDBÆRMARMELADE:

  • 200 g hindbær
  • 100 g syltesukker
  • 1 usprøjtet citron

PYNT:

  • 50 g hvidt sukker
  • 2 tsk. frysetørret hindbærstøv

sÅDAN LAVER DU LUKSUS-ROULADE MED HINDbÆR

ROULADEBUND:

  1. Pisk æggeblommer, 100 g rørsukker og vaniljesukker sammen til en tyk og luftig æggesnaps.
  2. Pisk æggehviderne let, tilsæt de sidste 20 g rørsukker, og pisk blandingen stiv.
  3. Vend mel og bagepulver i æggesnapsen, og vend æggehviderne forsigtigt i.
  4. Fordel dejen på en bageplade beklædt med bagepapir og bag ved 190° varmluft i ca. 10-15 minutter.
  5. Vend rouladebunden ud på et nyt stykke bagepapir, når den kommer ud af ovnen.
  6. Rul den med bagepapiret i et rent viskestykke, og læg den på køl.

HINDBÆRMARMELADE:

  1. Hæld hindbær, syltesukker og revet citronskal i en gryde.
  2. Bring det i kog, og lad det simre, til hindbærrene er møre, og saften er kogt ind.
  3. Hæld marmeladen på et skoldet syltetøjsglas og lad den køle af.
  4. Rul forsigtigt rouladen ud, og smør hindbærmarmeladen ud på bunden.
  5. Rul rouladen fast sammen, men ikke så fast, at fyldet presses ud.
  6. Pak rouladen ind i film, og læg den på køl.
  7. Skær rouladen ud i tre små portionsroulader.

PYNT:

  1. Bland sukker og frysetørret hindbærstøv, og hæld blandingen ud på et stykke bagepapir.
  2. Tril de tre portionsroulader i blandingen, så de bliver dækket af lyserødt sukker.

LÆS OGSÅ: Blåbærtærte med yoghurt

KAGEMINDER

Opskrifter er fra bogen Kageminder, der skrevet af Ditte Julie Jensen, der var med i Den store bagedyst på DR i 2015. Hun har tidligere skrevet kagebogen Tid til kage og er desuden underviser, foredragsholder og blogger. Kageminder kommer med et bud på mormors klassikere og bagerens yndlinge i en moderne fortolkning. 192 sider, 250 kr. (Gyldendal).

https://imgix.isabellas.dk/madogbolig/call_to_action/nyhedsbrev_banner_mad.jpg

Sponsoreret indhold