Desserter og kager

Opskrift på fortryllende macarons

Med denne opskrift på macarons kan du nemt lave de smukke og velsmagende franske favoritter derhjemme. Og når først grunddejen er på plads, kan den varieres i det uendelige og trylles om til fx de 3 opskrifter, du finder nederst.
Tirsdag, 4. januar 2022 - 6:12 (Først udgivet d. 1. august 2018) - af Torben Bang/ Foto fra bogen "CAKENHAGEN"4.01.2022

Følg denne opskrift og lav 3 forskellige slags macarons, der alle pynter på bordet og smelter på tungen. Og når du føst har smagt den hjemmelavede version af macarons, vil du elske dem endnu mere.

Først skal du lære at lave de knasende, søde macaronbunde, og derefter finder du herunder 3 opskrifter på forskellige variationer af macarons. Der er både solbær-, karamel- og hindbærmacarons. Laver du dem alle, bliver det til en smuk, indbydende og smagfuld portion af de franske favoritter. Perfekt til en særlig lejlighed eller bare som uimodståelig forkælelse i hverdagen.

SE OGSÅ: Opskrift på Snickers-macarons

Opskrift på macarons - grundopskrift på bunden

Antal: 60 bunde

Det skal du bruge til macaronbunde:

MANDELMASSE:

  • 150 g mandelmel

  • 150 g flormelis

  • 50 g æggehvider

MARENGS:

  • 60 g æggehvider

  • 150 g sukker

  • 40 g vand

SE OGSÅ: Opskrift på macarons med mælkechokolade

Sådan laver du macarons:

  1. MANDELMASSE: Bland mandelmel og flormelis, og sigt det gennem en mellemfin sigte. Rør æggehviderne i massen.

  2. MARENGS: Pisk æggehviderne, til de er luftige. Kog sukker og vand i en gryde, indtil det er 120° varmt. Pisk sukkerlagen ind i de luftige æggehvider, indtil marengsen er lun og luftig. Tilsæt evt. farve hurtigt med et piskeris (se de enkelte opskrifter herunder).

  3. Vend marengsen sammen med mandelmassen, og rør forsigtigt, til det flyder let og har en ensartet konsistens. Fyld dejen i en sprøjtepose med en rund tylle på ca. Ø 2 cm, og sprøjt macaronmassen ud på en bageplade med bagepapir. Lad macaronbundene tørre lidt i overfladen, og bag dem ved 140° i ca. 10 minutter.

3 OPSKRIFTER PÅ MACARONS:

Lav farverige og smagfulde macarons med én eller flere af disse opskrifter, der tager udgangspunkt i grunddejen:

MACARONS MED SOLBÆR:

Macarons med solbær

(1 portion solbærmacarons)

300 g marcipan

80 g frysetørret solbærpulver

60 g solbærlikør

1 portion grundopskrift

lidt lilla farve

Sådan gør du:

Lav macaronbunde ud fra grundopskriften, men tilsæt lilla farve. Bland marcipan med solbærpulver. Tilsæt solbærlikøren lidt efter lidt. Fyld massen i en sprøjtepose. Sprøjt solbærmarcipanen på bagsiden af en macaronbund, og lav en sandwich ved at samle den med en anden bund. Stil de færdige macarons utildækket på køl i ca. 1 døgn.

MACARONS MED KARAMELFYLD:

Macarons med karamelfyld

(1 portion karamelmacarons)

1 gelatineblad

150 g fløde

50 g glukose

2 g salt

75 g sukker

40 g smør

100 g hvid chokolade

1 portion grundopskrift

guldstøv

Sådan gør du:

Udblød gelatinen i koldt vand. Bring fløde og glukose i kog. Tilsæt salt og gelatine, og rør det helt ud. Stil til side. Karamellisér sukker i en tykbundet gryde, indtil det har en gyldenbrun farve. Skru ned for varmen, og rør smørret ud i massen. Hæld den lune fløde på karamellen, og rør, indtil massen har en ensartet konsistens. Tilsæt den hvide chokolade, og rør den ud i massen. Stil til afkøling.

Lav macaronmassen ud fra grundopskriften. Drys lidt guldstøv på toppen, og bag dem. Fyld karamellen i en sprøjtepose. Sprøjt karamellen på bagsiden af en macaronbund, og lav en sandwich ved at samle den med en anden bund. Stil de færdige macarons utildækket på køl i ca. 1 døgn

MACARONS MED HINDBÆRTRØFFEL

Macarons med hindbær

1 portion grundopskrift

1-2 tsk hindbærsirup eller et par dråber rød konditorfarve

½ dl piskefløde

100 g hvid chokolade

½ dl mosede hindbær

Sådan gør du:

Lav macaronbundene ud fra grundopskriften, men tilfsæt lidt hindbærsirup eller konditorfarve. Trøffel: Bring fløden i kog, og smelt finthakket chokolade heri. Tilsæt hindbær, rør godt, og sæt cremen i køleskab, til den er helt kold, gerne natten over. Når bundene er bagte og afkølede, pisk derefter cremen let, sprøjt den på halvdelen af kagerne, og læg de andre ovenpå. Opbevar macarons i en lukket beholder på køl. Drys evt. kagerne med knuste frysetørrede hindbær, der fås i specialbutikker.

Flere desserter?

Prøv de klassiske hindbærsnitter med et opgraderet look. Få opskriften her!

Sponsoreret indhold