Denne pavlova er en sød og frisk dessert med jordbær på marengsbund. Du kan sagtens lave din pavlova med andre bær som fyld, fx hindbær, solbær eller blåbær.
Pisk æggehviderne stive. Når der dannes hvide toppe, tilsæt sukker lidt efter lidt under piskning. Tilsæt salt og pisk, indtil konsistensen af din pavlova er helt glat og ikke grynet.
Tænd ovnen på 150°. Læg bagepapir på en bageplade og bred marengsmassen ud i en firkant på ca. 20 x 30 cm. Bag bunden til din pavlova i 45-50 minutter til den er sprød udenpå og sej indeni. Afkøl bunden på en bagerist.
Pisk fløden til skum med florsukker og korn fra en vaniljestang. Dæk din pavlova med creme og fordel halve jordbær over bunden. Riv skallen af appelsinen med et juliennejern og drys skallen over jordbærrene. Pynt din pavlova med mynteblade. Knus kandiseret lavendel i en morter og drys hen over din pavlova.