Desserter

Rødgrød med fløde

Den farvestrålende sommerdessert er en klassiker i det danske dessertkøkken, som for mange leder tankerne hen på barndommen og lune sommerdage. Vi giver dig en moderne udgave af rødgrød med fløde!
21.05.201521.05.2015 - af: Mai Knauer / Foto: Jes Buusmann

Rødgrød med fløde er meget mere end et ord, der lyder sjovt, hvis ikke man lige er opvokset med det danske sprog. Det er frisk og lækker dessertdrøm, der smager af barndom, smelter på tungen og nydes allerbedst på en varm sommerdag.

Selvom dessertklassikeren har mange år på bagen, kan du pifte den op og ned, som du vil og tilføje lige præcis det, du bedst kan lide; ribs, solbær, hindbær, jordbær - eller måske endda rabarber. Her får du opskriften på forførende jordbær-rabarber-grød med masser af fløde.

Prøv en anden sommerlig dessert: Den sprødeste vandmelonpizza

Det skal du bruge til rødgrød med fløde:

4 personer

  • 350 g jordbær

  • 350 g rabarber

  • 1½ dl vand

  • 4 spsk sukker

  • ½ tsk fintrevet appelsinskal

  • 2-3 spsk majsstivelse

  • 20 g smuttede, grofthakkede mandler til pynt

  • Mælk eller fløde som tilbehør

Inspiration: Sådan dyrker du jordbær i krukker

Sådan gør du:

  1. Rens jordbærrene og rabarberne, og skær dem i stykker på 2 cm.
  2. Kom rabarberne i en gryde med vand, og kog dem i 3 minutter.
  3. Tilsæt så jordbærrene, og kog yderligere i 2 minutter.
  4. Tilsæt derefter sukkeret og appelsinskallen, og smag grøden til.
  5. Udrør jævningen i lidt vand, rør den i grøden, og kog yderligere i 1 minut.
  6. Drys mandler over grøden, og server den med iskold fløde eller mælk.

Sponsoreret indhold