Desserter og kager

Saftige muffins med rødbede

Kom saftige rødbeder og intens chokolade i dine muffins og smag, hvor guddommelig den kombination er.
af Julie Hey / Foto: Bjørn Jakobsen9.08.2016

Det lyder måske mærkeligt, at man kan komme rødbeder i chokolademuffins og derved opnår en endnu mere intens chokoladesmag og en saftig konsistens, men det giver mening. Rødbede spiller nemlig helt utroligt godt sammen med god mørk kvalitetschokolade. Den jordagtige rødbedesmag fremhæver chokoladen, og rodfrugtens saft gør dine muffins saftige og svampede.

Prøv også: Saftige muffins med Daim-chokolade

Opskrift på saftige muffins med rødbede

10-12 stk. Tid: 40 min.

Det skal du bruge til rødbede-muffins:

  • 50 g rødbede
  • 50 g mørk kvalitetschokolade (Prøv fx den her!)
  • 50 g smør
  • 2 æg
  • 125 g sukker
  • 1 spsk kakao
  • 125 g hvedemel
  • 1½ tsk bagepulver
  • 1 dl sødmælk
  • 200 g smøreost naturel,
  • f.eks. Philadelphia
  • ½ dl flormelis
  • 1 tsk vaniljesukker
  • ¾ dl piskefløde
  • 1 spsk rødbedesaft
  • Evt. tørrede kornblomster, f.eks. fra Mill & Mortar (Find dem her!)

​Prøv også: Saftige muffins med blåbær

Sådan laver du rødbede-muffins:
  1. Tænd ovnen på 180 grader.
  2. Skræl og riv rødbeden fint. Pres saften af og gem den til cremen.
  3. Smelt hakket chokolade og smør over et vandbad og lad det afkøle.
  4. Pisk æggene luftige sammen med sukkeret. Tilsæt kakao, mel, bagepulver og mælk, og pisk sammen til en ensartet dej. Rør til sidst den afkølede chokolade/smørblanding og revet rødbede i dejen.
  5. Fordel i smurte muffinforme og bag i ovnen i 20-25 min.
  6. RØDBEDECREME: Pisk osten glat med flormelis og vaniljesukker. Tilsæt fløde og rødbedesaft, og pisk til en ensartet tyk creme. Pynt de afkølede muffins med rødbedecreme og evt. tørrede kornblomster.

Sponsoreret indhold