Lad en saftig dessert fyldt med søde og syrlige frugter være afslutning på middagen efter en lang sommerdag i solskin. Denne tropiske parfait er en lækker og frisk dessert, som du kan imponere dine gæster med.
Parfait, der betyder 'perfekt' på fransk, dækker over to forskellige slags desserter: den franske parfait og den amerikanske. Den franske er en isdessert lavet af sukker, sirup, æg og fløde, mens den amerikanske består af flere lag af f.eks. nødder, gelé, frugter og flødeskum serveret i et glas.
TIP! Du kan også lave denne dessert i en vegansk udgave ved at udskifte double creamen med fed kokosmælk.
SE OGSÅ: Vanilje-parfait: Den bedste og nemmeste opskrift
Tropisk parfait med chiafrø
Antal: 4 personer
Det skal du bruge for at lave tropisk parfait:
Ananas-is-crumble med kokosmælk:
- 100 g ananas
- 150 g kokosmælk
- 35 g muscovado-sukker
Chiafrø med kokosmælk:
- 15 g chiafrø
- 150 g kokosmælk
- 10 g sukker
Mango i lime-sirup:
- 100 g sukker
- 1 dl vand
- 1 mango
- 1 lime
Passionsfrugt-puré:
- 1 passionsfrugt
- 20 g sukker
- Isterninger
Mango/passionsfrugt-puré:
- 1 mango
- 25 g sukker
- ¼ dl citronsaft
Passionscreme:
- 100 g double cream
- 20 g passionfrugt-puré
- 5 g sukker
SE OGSÅ: Minipavlova med matcha-chokolade
Sådan laver du tropisk parfait:
Ananas-is-crumble med kokosmælk:
- Skær ananassen i terninger på 1 x 1 cm.
- Varm kokosmælken og muscovado-sukkeret over middelvarme, til sukkeret er helt opløst.
- Hæld væsken i en bøtte med ananasstykkerne, og lad det køle af i fryseren.
- Skrab i is-crumblen med en ske hver time i 3-4 timer.
Chiafrø med kokosmælk:
- Bland alle ingredienserne i en skål, stil den i køleskabet i en time, og pisk.
Mango i lime-sirup:
- Bring sukkeret og vandet i kog, og lad det køle ned.
- Skræl mangoen, og skær den i små stykker.
- Riv skallen af limen, og pres saften.
- Hæld mangostykkerne og limesaft og -skal i den afkølede sirup.
- Stil det i køleskabet et par timer inden servering.
Passionsfrugt-puré:
- Halver passionsfrugten, og fjern al indmaden.
- Skil kernerne og juicen fra hinanden. Gem kernerne til mango/passionsfrugt-puréen.
- Bring juicen i kog med sukkeret over middelvarme, og lad det koge over lav varme i 5 minutter. Rør undervejs.
- Køl ned over et isbad, og opbevar i køleskabet.
Mango/passionsfrugt-puré:
- Skræl mangoen, og skær den i små stykker.
- Blend mangostykkerne med sukkeret og citronsaften til en glat masse.
- Tilsæt passionsfrugt-kernerne, og opbevar puréen på køl.
Passionscreme:
- Pisk double creamen til en blød skum.
- Tilsæt sukkeret og passionsfrugt-puréen, og rør godt.
- Saml parfaiten i et glas med et lag af mango/passionsfrugt-puréen først.
- Herefter et lag af chiafrø med kokosmælk, ananas-is-crumble med kokosmælk, passionscreme og til sidst mango i limesirup.
Flere desserter?
Prøv denne opskrift på vanilje-panna cotta med Campari-gelé og guldstøv, der vil forbløffe dit middagselskab. Få hele opskriften her!