Menuer

Gæstemad: 4-retters italiensk menu

Mangler du inspiration til gæstemad? Gør som italienerne og inviter vennerne på en forførende 4-retters menu bestående af antipasti, primi, secondi og dolce.
af Nadia Mathiasen / Foto: Columbus Leth22.02.2018

Gæstemad: 4-retters italiensk menu

En italiensk middag består af mange retter: antipasti, primi, secondi, contorno og dolce.

Antipasti er en slags for-forret eller appetizer, som man spiser, inden man går i gang med det egentlige måltid.

Primi er den egentlige forret, og det er som regel retter, vi i Danmark betragter som hovedretter, eksempler er pasta, lasagne eller risotto. Primi er med til at lægge en solid bund.

SE OGSÅ: Få flere ideer til gæstemad her!

Secondi er hovedretter af fisk eller kød, og normalt får man kun det, man bestiller. Hvis man bestiller en bøf, får man kun en bøf, og det er her, contorno kommer ind i billedet.

Contorno betyder nemlig tilbehør og kan eksempelvis være grøntsager eller salat, som bestilles sammen med secondi.

Dolce er desserter og kager.

Til sidst indeholder nogle italienske menuer også formaggi, som betyder oste.

Vi har herunder samlet en 4-retters italiensk menu bestående af antipasti, primi, secondi og dolce, som du kan servere som gæstemad for dine venner.

Buon appetito!

Antipasti: Blækspruttesalat med olivenolie, chili og urter

Antal: 4 personer

Gæstemad

Det skal du bruge for at lave blækspruttesalat med olivenolie, chili og urter

  • 400 g polpo blækspruttearme
  • 1 lille rødløg
  • 1 fed hvidløg
  • 1 chili
  • ¼ bdt. bredbladet persille
  • ¼ bdt. oregano
  • ½ dl god olivenolie
  • ½ citron
  • Salt
  • Friskkværnet peber

Sådan laver du blækspruttesalat med olivenolie, chili og urter

  1. Rens blækspruttearmene under rindende vand.
  2. Bring en gryde med saltet vand i kog, og lad blækspruttearmene simre i ca. 45 minutter, til de er møre.
  3. Afkøl, og skær dem i 2-3 cm store stykker.
  4. Pil rødløg og hvidløgsfed.
  5. Skær rødløget i tynde ringe, og hak hvidløget fint.
  6. Hak chili – kassér evt. frø – og urter.
  7. Kom rødløg, hvidløg, chili og urter i en skål sammen med blæksputtestykkerne, olivenolie og citronsaft.
  8. Vend det hele godt sammen, og smag til med salt og peber.
  9. Lad salaten trække lidt inden servering.

TIP! Kan du ikke få fat i 
polpo, kan du bruge andre 
slags blæksprutter eller 
rejer. Bemærk dog, at 
kogetiden varierer.

Primi: Vongole med 
hvidløg og persille

Antal: 4 personer

Gæstemad

Det skal du bruge for at lave vongole med hvidløg og persille

  • 1 kg venusmuslinger
  • 3-4 hvidløgsfed
  • 1 bdt. bredbladet persille
  • ½ dl olivenolie
  • Friskkværnet peber

Sådan laver du vongole med hvidløg og persille

  1. Rens venusmuslingerne under rindende vand ved at gnubbe dem mod hinanden.
  2. Kassér knuste muslinger samt åbne muslinger, der ikke lukker sig efter et bank mod bordpladen.
  3. Pil og hak hvidløg, og hak persillen groft.
  4. Varm olien på en stor pande, og sautér først det hakkede hvidløg et minuts tid, uden at det tager farve.
  5. Kom muslingerne på panden, og steg dem ved høj varme, til de åbner sig – det tager ca. 3 minutter.
  6. Tag panden af varmen, og vend persillen i.
  7. Servér straks med godt brød.

TIP! Hvis du vil servere muslingerne 
selvstændigt, kan du vende dem 
med spaghetti for et mere 
mættende måltid.

Secondi: Ravioli med kanin, 
parmesancreme og 
sort trøffel

Antal: 4 personer

Gæstemad

Det skal du bruge for at lave ravioli med kanin, parmesancreme og sort trøffel

  • 4 kaninlår
  • 40 g groft havsalt
  • 600 g 
andefedt
  • 300 ml cognac
  • 20 g smør
  • 2 spsk. hvedemel
  • 2 dl hønsefond
  • ½ dl fløde
  • 1 skalotteløg
  • Lidt olie til stegning
  • ½ bdt. hakket purløg
  • 1 usprøjtet citron
  • Friskkværnet peber
  • 1 portion pastadej
  • 1 portion parmesansauce
  • Sort trøffel

Sådan laver du ravioli ned kanin, parmesancreme og sort trøffel

  1. Gnid kaninlårene med salt, og lad dem trække på køl i 12 timer eller natten over.
  2. Vask saltet af kaninlårene, og læg dem i en gryde.
  3. Hæld andefedt og cognac ved; tilsæt evt. lidt ekstra, indtil kaninlårene er dækket.
  4. Bring gryden i kog, og lad kaninlårene simre under låg ved svag varme i 3-4 timer, til kødet er helt mørt.
  5. Afkøl, og pluk kødet af benene.
  6. Smelt smørret i en gryde, tilsæt hvedemelet, og rør det sammen.
  7. Tilsæt fonden lidt efter lidt under omrøring, til du har en opbagt sauce.
  8. Tilsæt fløde, og afkøl.
  9. Pil og hak skalotteløget, steg det klart i olie, og afkøl.
  10. Pisk den opbagte sauce igennem, og tilsæt kaninkød, skalotteløg og purløg.
  11. Riv citronen, og tilføj skallen.
  12. Rør det godt sammen, så fyldet samler sig, og smag til med peber og evt. salt.
  13. Rul pastadejen ud i et tyndt lag, og fordel en spiseskefuld fyld rundt omkring på det med god plads imellem.
  14. Læg endnu et lag pasta på, og tryk ned omkring fyldet – vil dejen ikke klistre sammen, kan du duppe med lidt vand rundt i kanterne.
  15. Brug en stor rund udstikker til at udstikke dine raviolier.
  16. Kog raviolierne i rigelig mængde saltet vand, til de er al dente, dryp af, og servér med parmesansauce og sort trøffel.

TIP! Confiteret kaninkød er salt 
i sig selv, så smag først på fyldet, 
inden du salter det for meget.

Pastadej til ravioli

Antal: 1 stor portion

Det skal du bruge for at lave pastadej til ravioli

  • 500 g tipo 00-mel
  • lidt salt
  • 4 æggeblommer
  • 2 æg
  • 2 spsk. olivenolie
  • 1 spsk. vand

Sådan laver du pastadej til ravioli

  1. Kom mel og salt i en foodprocessor.
  2. Pisk æggeblommer, æg, olivenolie og vand sammen i en skål, og hæld det langsomt i foodprocessoren, mens den kører.
  3. Tag dejen ud af foodprocessoren, når den har samlet sig, og ælt den med hænderne, til du har en glat pastadej.
  4. Pak dejen ind i husholdningsfilm, og lad den hvile på køl i mindst 1 time.
  5. Del dejen i mindre stykker, og rul dem tyndt ud på en pastamaskine lige inden brug

Parmesancreme

Antal: 4 personer

Det skal du bruge for at lave parmesancreme

  • 1 skalotteløg
  • 1 hvidløgsfed
  • 10 g smør
  • 2 dl hønsefond
  • 1 dl mælk
  • 1 dl fløde
  • 50 g parmesan
  • Salt og friskkværnet peber

Sådan laver du parmesancreme

  1. Pil og hak skalotteløg og hvidløg.
  2. Sautér begge dele i smørret, uden at de tager farve.
  3. Tilsæt hønsefonden, og kog ind til det halve.
  4. Tilsæt mælk og fløde, og reducér med 1⁄3.
  5. Tag gryden af varmen, riv parmesanen fint, tilsæt den.
  6. Blend saucen, og smag til med salt og peber.
  7. Sæt på køl.
  8. Lun saucen i en gryde, og giv den en tur med stavblenderen lige inden servering.

Dolce: Semifreddo med citron

Antal: 4-6 personer

Gæstemad

Det skal du bruge for at lave semifreddo med citron

  • 1 usprøjtet citron (ca. ½ dl citronsaft)
  • 6 æggeblommer
  • 125 g sukker
  • ½ l piskefløde

Kandiseret citron

  • 1 økologisk citron
  • 1 dl vand
  • 1 dl sukker

Sådan laver du semifreddo med citron

  1. Riv citronskallen, og pres citronen.
  2. Kom citronsaft, revet citronskal, æggeblommer og sukker i en skål over vandbad, og varm under piskning, til massen får en tyk og cremet konsistens.
  3. Tag skålen af vandbadet, og fortsæt med at piske, til blandingen er afkølet.
  4. Pisk fløden til flødeskum, og vend den forsigtigt i æggemassen.
  5. Kom den i en aflang form beklædt med husholdningsfilm, og frys i mindst 3 timer.

Kandiseret citron

  1. Skær citronen i skiver, og giv dem tre opkog. Skift vandet hver gang.
  2. Bring vand og sukker i kog i en gryde, og tilsæt citronskiverne.
  3. Lad dem simre i ca. 10-15 minutter, og afkøl på bagepapir.
  4. Tag semifreddoen ud af fryseren ca. 15 minutter inden servering.
  5. Skær den i skiver, og pynt med kandiseret citron.

Tidsplan

1 dag før:

  • Lav semifreddo
  • Kandisér citronskiver
  • Lav kaninfyld og ravioli
  • Lav parmesansauce

Samme dag:

  • Lav blækspruttesalat
  • Kog ravioli
  • Lun parmesansauce
  • Steg muslinger

Sponsoreret indhold