Kager

Blåbærsnitter med marcipanremonce

Findes der noget bedre end kage og sommerbær i én og samme mundfuld? Lad blåbær-marcipanremonce tone frem mellem mørdejsbunde under et smukt lag af pink glasur i trekanter, der er lige til at sætte tænderne i. Få opskriften her!
af Gitte Heidi Rasmussen.31.03.2023Foto: Stine Christiansen.
20 stk

Mørdej

  • ¼ vaniljestang
  • 225 g hvedemel
  • 75 g mandelmel
  • 100 g sukker
  • 200 g smør
  • 1 æg

Blåbær-marcipan-remonce

  • 200 g blåbær
  • 50 g sukker
  • 2 tsk. majsstivelse
  • 150 g marcipan
  • 1 æggehvide

Glasur

  • 2 spsk. blåbær
  • 200 g flormelis

Sådan laver du blåbærsnitter med marcipanremonce

Mørdej

  1. Flæk vaniljestangen, og skrab kornene ud. Bland vaniljekorn med de 2 slags mel og sukker i en skål.
  2. Smuldr smørret i blandingen, og saml dejen med æg.
  3. Ælt dejen hurtigt igennem, form den til en pølse, og pak den ind i husholdningsfilm. Lad dejen hvile på køl i mindst 30 minutter.
  4. Rul dejen ud på et meldrysset bord til 1 stor firkant på ca. 30 x 45 cm. Skær dejpladen over på midten, og træk forsigtigt begge dejplader over på hvert sit stykke bagepapir. Lad dem hvile i fryseren i ca. 15 minutter, mens du laver remonce.

Blåbær-marcipan-remonce

  1. Tænd ovnen på 175°. Skyl blåbær, og blend dem i en blender eller foodprocessor sammen med sukker og majsstivelse.
  2. Riv marcipanen groft, og rør den i blåbær-remoncen sammen med æggehvide.
  3. Smør blåbærremoncen på den ene dejplade, og læg forsigtigt den anden dejplade ovenpå.
  4. Tag bagepapiret af den øverste dejplade, og træk forsigtigt kagen over på en bageplade.
  5. Bag kagen midt i ovnen i ca. 25 minutter, og lad den hvile i ca. 10 minutter, mens du laver glasur.

Glasur

  1. Skyl blåbær, og mos dem gennem en sigte, så saften siver ned i en skål. Rør blåbærsaften sammen med flormelis i skålen. Fordel glasuren oven på kagen, og lad den stivne.
  2. Skær kanterne af, så de bliver lige, og skær evt. kagen til trekantede snitter.

Sponsoreret indhold