Kager

Citrontærte med marengs

Citrontærte er et oplagt valg til kagebordet, hvis du er vild med kombinationen af det søde og det syrlige. Her får du opskriften på en skøn citrontærte med brændt marengs på toppen.
af Trine Hahnemann26.04.2018Foto: Lars Ranek.
6 personer

Tærtedej

  • 150 g hvedemel
  • 100 g groft speltmel
  • 2 spsk. sukker
  • ½ tsk.salt
  • 100 g smør
  • 1 stort æg

Fyld

  • 3 æg
  • 150 g sukker
  • 150 g smør
  • 2-3 usprøjtede citroner

Marengs

  • 3 æggehvider
  • 150-200 g sukker
  • ½ tsk. eddike

Søde tærter er et hit på kagebordet! Med denne opskrift får du en klassisk citrontærte, der er toppet med luftig og sprød marengs. Tærten har en skøn balance mellem det syrlige og søde – og kan både bruges på kagebordet eller som dessert efter en dejlig middag.

Citrontærte med marengs - Sådan gør du:

  1. Tærtedej: Bland mel, sukker og salt, og smuldr smørret i. Pisk ægget sammen, og rør det i dejen. Lad den hvile i 30 minutter.
  2. Rul dejen ud, og læg den i en smurt tærteform, Ø 28 cm. Læg bagepapir over dejen, tryk det godt fast langs kanten, og hæld tørrede bønner eller ris ovenpå. Bag tærtebunden ved 175° i 15 minutter.
  3. Fyld: Pisk æg og sukker skummende. Tilsæt smør, og pisk det godt sammen. Riv skallen af citronerne, og pres saften af 1 citron. Vend citronskal og citronsaft i æggemassen.
  4. Fordel fyldet i tærten, og bag den ved 175° i 15 minutter, eller til fyldet har sat sig.
  5. Marengs: Pisk æggehviderne helt stive, og tilsæt derefter sukkeret lidt ad gangen. Tilsæt eddike, og pisk i yderligere 1 minut.
  6. Tag tærten ud af ovnen, og stryg marengsen hen over den med en paletkniv. Bag tærten i yderligere 15 minutter, og lad den køle helt ned inden servering.

Sponsoreret indhold