Kager

Festroulade

Hvornår har du sidst nydt en god, hjemmelavet roulade? Det tænkte vi nok! Her får du en festlig og fin variant, der slår supermarkedets med flere længder!
af Camilla Zarah Lawes, Susanne Palmqvist og Carsten Kyster8.04.2015Foto: Columbus Leth, Martin Bjørn m.fl.

Det er hverken kompliceret eller tidskrævende at lave roulade, så nu skal det være slut med supermarkedets tarvelige køberoulader, som alligevel ikke smager, som vi mindes dem. I denne variant med sød mango og sprøde kokosflager er der ikke sparet på noget, og således kan selv en simpel roulade udgøre et overdådigt festmåltid!

Læs også: Lav den perfekte citronfromage

Festroulade

Tid: 40 minutter. Bagetid: 10 minutter. Antal: Ca. 8 stk.

Det skal du bruge til festroulade:

Roulade:

  • 3 æg
  • 125 g sukker
  • 100 g hvedemel
  • 2 spsk kakaopulver
  • lidt smør og sukker til bagepladen

Mango- og limecremefraiche:

  • 2½ dl cremefraiche 18 %
  • 2½ dl piskefløde
  • 50 g flormelis
  • 2 modne mango
  • 1 lime, usprøjtet

Pynt:

  • 80 g ristede kokosflager

FÅ ENDNU FLERE SØDE OPSKRIFTER MED ISABELLAS!

Sådan laver du festroulade:

  1. Tænd ovnen på 200°. Del æggene i blommer og hvider. Pisk æggeblommer og sukker luftigt med en elpisker. Sigt mel og kakaopulver i æggemassen, og vend det forsigtigt sammen. Pisk æggehviderne stive med elpiskeren, og vend dem i æggesnapsen. Smør et stykke bagepapir med lidt smør, og drys det med sukker.
  2. Fordel dejen i et jævnt lag på bagepapiret, så det danner en stor firkant, og bag rouladen i ovnen i ca. 10 minutter. Lad kagen køle i ca. 5 minutter. Rul den op i et vådt viskestykke, så får den form som en roulade uden at revne.
  3. Mango- og limecremefraiche: Pisk cremefraichen med fløde og flormelis, til den er cremet. Tag 1 dl af cremeblandingen, og sæt den til side, den skal bruges til at smøre rouladen med til slut.
  4. Skræl mangoerne, og fjern stenen. Skær mangoerne ud i grove tern i stykker på ca. 2 x 2 cm. Riv skallen af limen fint, og pres saften ud af den. Bland limeskal sammen med limesaft, og hæld det hen over mangostykkerne. Vend forsigtigt mangostykkerne i cremen.
  5. Rul rouladebunden ud, smør cremen på rouladebunden, og rul rouladen forsigtigt sammen igen. Sæt rouladen på et fad, og smør den med den overskydende creme. Drys ristede kokosflager på som pynt.

Tip! Pakistanske og thailandske mangoer er specielt velegnede til rouladen. Du kan også bruge dåseferskner og alle andre former for bær.

Læs også: Hjemmebagt kringle

Sponsoreret indhold