Kager

Gammeldags æbleskiver

Kom i den helt rigtige julestemning med gammeldags æbleskiver. Disse er den klassiske udgave med citron, kardemomme og friske æbler - og de smager af en til!
af Camilla Zarah Lawes15.10.2021Foto: John Bendtsen.
4 personer

Æbleskiver

  • 250 g hvedemel
  • ½ tsk. salt
  • 2 tsk. rørsukker
  • 1 tsk. natron
  • 1 tsk. kardemomme
  • skal af 1 usprøjtet citron
  • 3 æg
  • 4½ dl kærnemælk
  • 1 æble
  • solsikkeolie til stegning

Til servering

  • Flormelis
  • syltetøj

Gammeldags æbleskiver til jul er en sikker vinder, når der rigtig skal julehygges. Du kan også erstatte de friske æbler med fx sveskemos, chokolade eller nougat. Mums!

Gammeldags æbleskiver - sådan gør du

  1. Bland hvedemel, salt, sukker, natron og kardemomme i en skål. Riv citronskal fint, og rør det i melblandingen.
  2. Del æggene i blommer og hvider, og rør blommerne i melblandingen sammen med kærnemælken. Pisk hviderne stive med en elpisker i en skål, og vend dem i dejen med let hånd, så luftigheden bevares. Hæld dejen over i en kande.
  3. Skræl og halvér æblet, fjern kernehuset, og skær det i mindre stykker.
  4. Varm en æbleskivepande godt op, og hæld lidt olie i hvert hul. Fyld hullerne ¾ op med dej fra kanden. Når æbleskiverne begynder at stivne let og hæve op langs kanterne, lægger du et lille stykke æble i hver æbleskive og vender dem rundt. Drej æbleskiverne flere gange under bagningen.
  5. Servér dem med flormelis og syltetøj.

Sponsoreret indhold