Hjemmelavede flødeboller med marcipanbunde er noget af det lækreste! Her får du opskriften på nogle med lakridsskum, til når du har lyst til at prøve noget nyt og mindst lige så lækkert som det klassiske skum. Miniflødebollerne har en perfekt mundret størrelse. Haps!
af Louisa Lorang.11.01.2023Foto: Lene Samsø.
50 stk
Marcipanbunde
200 g marcipan
Flormelis
1 lille udstikkerform, ca. 2 cm i diameter
Lakridsskum
2 tsk. lakridspulver
½ dl vand
200 g sukker
30 g glukosesirup
1 dl æggehvider
1 sukkertermometer
1 sprøjtepose med rund tylle
Overtræk og pynt
300 g mørk chokolade
Evt. knust rålakrids eller lakridskrymmel
Sådan laver du miniflødeboller med lakridsskum
Marcipanbunde
Rul marcipanen ud til ca. ½ cm’s tykkelse på et bord drysset med flormelis. Udstik ca. 50 små cirkler med udstikkerformen. Drys et stort skærebræt eller et fad med flormelis, og fordel marcipanbundene ovenpå. Lad dem hvile i fryseren, mens du laver lakridsskum.
Lakridsskum
Opløs lakridspulver i en skål med vand, og kog det langsomt op i en gryde sammen med sukker og sirup, til temperaturen er 116°. Pas på, det ikke brænder på.
Pisk æggehviderne helt stive i en skål med en elpisker. Tilsæt herefter lakridssiruppen i en tynd stråle, mens du pisker ved højeste hastighed. Fortsæt i et par minutter, til marengsmassen er blank og fast.
Fyld marengsmassen i en sprøjtepose, og sprøjt den ud på de kolde marcipanbunde.
Lad flødebollerne hvile på køl i 1 time.
Overtræk og pynt
Hak chokoladen groft, og smelt den i en skål over vandbad. Dyp forsigtigt flødebollerne i den smeltede chokolade, og drys dem med knust rålakrids eller lakridskrymmel, inden chokoladen størkner.