Kager

Snurreknuder med pære, nougat og nødder

Hvis du er vild med snegle og snurrer, så prøv at binde en knude på bagværket - den holder på det lækre fyld og smager lidt så godt, som den ser ud!
Opskrift: Gitte Heidi Rasmussen. Foto: Betina Hastoft7.09.2022
12 stk

Gærdej

  • 2½ dl mælk
  • 25 g gær
  • 1 tsk. stødt kardemomme
  • ½ tsk. salt
  • 50 g sukker
  • 1 æg
  • 75 g smør
  • 500 g hvedemel
  • Æg til pensling

Nougatfyld

  • 75 g smør
  • 75 g sukker
  • 100 g blød nougat
  • 2 pærer
  • 50 g hasselnøddeflager

Til servering

  • Flormelis

Sådan laver du snurreknuder med pære, nougat og nødder

Gærdej

  1. Lun mælken i en gryde, tag gryden af varmen, og rør gæren ud i mælken.
  2. Tilsæt kardemomme, salt, sukker og æg, og rør det hele godt sammen.
  3. Smuldr smørret i halvdelen af melet i en skål, og rør det i gærblandingen. Tilsæt resten af melet lidt ad gangen, og ælt dejen grundigt, til den er blød og smidig.
  4. Lad dejen hæve tildækket i 45 minutter.

Nougatfyld:

  1. Skær smørret i tern, og ælt smør og sukker sammen til en remonce i en skål. Riv nougat groft.
  2. Skyl pærer, og skær dem i helt små tern.
  3. Rul dejen ud til en stor firkant med en størrelse på ca. 30 x 40 cm på et meldrysset bord. Smør remonce på halvdelen af dejen, og fordel herefter nougat og pære ovenpå. Fold den anden halvdel af dejen henover fyldet, og rul evt. dejen lidt mere ud, så den måler ca. 30 x 20 cm.
  4. Skær dejen 12 strimler på den korte led. Strimlerne skal være ca. 2,5 cm brede. Sno strimlerne til spiraler, rul hver spiral sammen til en knude, og fold enden ind under knuden, så den ikke springer op under bagningen.
  5. Fordel snurrerne på en bageplade med bagepapir, pensl dem med sammenpisket æg, og drys med hasselnøddeflager. Lad snurrerne efterhæve i ca. 45 minutter.
  6. Tænd ovnen på 200°, og bag snurrerne i ovnen i ca. 20 minutter, til de er gyldne og gennembagte.
  7. Lad dem afkøle let på en bagerist, og drys evt. med lidt flormelis inden servering.

Sponsoreret indhold