Vandbakkelser er en hurtig og lækker dessert, der er et hit hos både store og små. I opskriften her bruger vi sæsonens blommer og fylder en sød skum i de luftige vandbakkelser. Vandbakkelser er også gode til gæster, fordi de kan laves i forvejen, og så skal der blot puttes fyld i ved servering.
Inspiration: Bøger om have, beskæring og det spiselige fra haven
Tid: 25 minutter. Bagetid: 30 minutter. Antal: 18-20 stk.
Vandbakkelser:
2 dl vand
100 g smør
100 g hvedemel
ca. 4 æg, afhængigt af størrelsen
Fyld:
5 dl piskefløde
1 tsk sukker
20 blommer, fx ’Althans Reine Claude’
I stedet for blommer kan du fylde de luftige vandbakkelser med søde pærer eller friske bær.
Rengøring: 5 tips til nemmere vasketøj
Tænd ovnen på 200°. Bring vand og smør i kog i en lille gryde. Tilsæt melet på en gang, og rør, til det er bagt sammen. Tag gryden af blusset, og lad blandingen køle af. Pisk æggene sammen med en elpisker, og pisk dem i dejen lidt ad gangen. Det er ikke sikkert, at alle æggene skal i – dejen skal være så fast, at den ikke flyder ud, når den sættes på pladen. Sæt dejen på en bageplade beklædt med bagepapir med to skeer. Bag vandbakkelserne i ovnen i ca. 30 minutter uden at åbne ovnen. Efter 30 minutter kan du tage en ud – falder den sammen, skal de resterende have 5 minutter mere.
Fyld: Pisk fløde og sukker til skum med elpiskeren. Halver blommerne, tag stenene ud, og skær dem i tern. Kom en skefuld flødeskum i hver af de afkølede vandbakkelser sammen med blommerne i tern.
I galleriet herunder er opskrifter til lækre, varme drikker, som passende kan serveres til de søde vandbakkelser!