Julen er den sødeste tid på året, hvor man kan forkæle sig selv uden dårlig samvittighed - for det hører jo bare julen til! Mange lægger ud med at lave lækker konfekt i begyndelsen af december, og med flere uger til selve juleaften skal de hjemmelavede lækkerier jo helst kunne holde sig friske og gode et godt stykke tid frem.
Hvis du nogensinde har prøvet at bide i et stykke julekonfekt, der er koldt indeni, men som 'sveder' på overfladen, er det ikke fordi, at konfekten er dårligt tilberedt. Det er et tegn på, at konfekten ikke opbevares korrekt.
Vi giver dig et par gode råd til, hvordan du bør opbevare og servere din konfekt, så den holder sig så lækker som muligt. Med de rette tips kan du strække holdbarheden på konfekten, så det kan holde sig helt op til tre uger.
Når du er færdig med at lave dine julegodter, skal du ikke stille konfekten i køleskabet med det samme. Den store temperaturforskel gør nemlig, at konfekten bliver grå og plettet. En god huskeregel er, at temperaturforskellen ikke bør være på mere end 10 grader, før du stiller konfekten ind.
Den mest ideelle opbevaringsmetode er en tætsluttet dåse ved omkring 12°, men har du ikke mulighed for lige præcis det, kan du i stedet opbevare dine julegodter i en beholder og placere den i din grøntsagsskuffe. Det vigtigste er, at din konfekt opbevares tørt og køligt.
Temperaturforskellen fra køleskabets kulde til stuetemperatur skaber kondens, som sætter sig på din konfekt, hvis du fjerner åbner dåsen med konfekt og straks serverer dem til dine gæster. Derfor bør du tage konfekten ud af køleskabet en halv time, før den skal serveres, og beholde låget på, da kondensen i dette tilfælde i stedet vil sætte sig på dåsen.