Grønt

Rødbedesuppe med langtidsstegt andelår

Vinteren kalder på smagfulde retter, der emmer af gode råvarer. Server en delikat rødbedesuppe med langtidsstegt andelår, når det hele skal være ekstra godt!
af Mikkel Karstad / Foto: Anders Schønnemann2.01.2015

Rødbeder kan bruges i uendeligt mange retter – som supplement til hovedretten eller som den vigtigste bestanddel, når du skal lave mad, der smager af vinter. Her får du opskriften på en smagfuld rødbedesuppe suppleret af langtidsstegt andelår.

Brug også dine rødbeder i en god omgang rodfrugter med crumble!

Rødbedesuppe

4 personer

‘Andeconfit’:
2 friske andelår
Salt og peber
5 kviste timian
2 fed hvidløg

Suppe:
400 g rødbeder
3 skalotteløg
1 fed hvidløg
1 spsk olivenolie
1 appelsin
1 l vand
½ dl kirsebæreddike
havsalt og friskkværnet peber
1 bundt estragon

Sprøde brød:
¼ daggammelt hvedebrød
1 spsk rapsolie
havsalt

Drømmer du om at lave gourmetmad selv? Find opskrifter hver gang i Mad & Bolig!

Fremgangsmåde til rødbedesuppe med andelår:

Andeconfit: Drys andelårene med salt, friskkværnet peber og grofthakket timian, og lad dem trække 2-3 timer. Læg dem derefter i et ildfast fad, og drys med grofthakket hvidløg. Steg andelårene i ovnen ved 150° i ca. 2 timer, indtil de er helt møre, men stadig saftige.

Tag andelårene ud af ovnen, og køl dem lidt af, inden du plukker kødet af. Pluk kødet, læg det i en skål, og krydr med lidt salt og friskkværnet peber og evt. lidt af den væde/fedt, der er tilbage i fadet.

Suppe: Vask og skræl rødbederne, skær dem i mindre stykker. Pil løg og hvidløg, snit dem fint, og læg dem i en gryde med olivenolie i 4-5 min., indtil løgene er møre, tilsæt herefter rødbeder, appelsinsaft og vand. Kog suppen igennem i 15-20 min., tag den af varmen, og hæld suppen i en blender. Blend suppen glat, og smag til med eddike, salt og peber.

Læs også: 14 nye idéer til dit køkken

Sprøde brød: Skær brødet i helt tynde skiver, og læg skiverne på en bageplade beklædt med bagepapir. Dryp skiverne med rapsolie, og drys med salt. Bag i ovnen ved 180° i 5-7 min., indtil brødskiverne er helt gyldne og sprøde.

Anretning: Varm forsigtigt suppen op, og smag til endnu en gang, så balancen i smagen er helt perfekt. Server nu suppen med de sprøde brød, ca. 200 g af andeconfit'en (plukket vægt) og hakket estragon.

Tip! Skal du lave suppen i en ruf, så erstat den hjemmelavede andeconfit med en færdig på dåse.

Sponsoreret indhold