Tilbehør

Brombærmarmelade med stjerneanis

En brombærmarmelade, der passer lige til morgenmaden, eller som skønt supplement til ost. Det smager bare bedre hjemmelavet!
af Marie Melchior /2.09.2015Foto: Jakob Helbig.

Når køkkenhavens høst syltes, gemmer du ligeledes et hint af sommeren, som er skøn at servere i de kolde måneder. I gamle dage var marmelade faktisk også en afgørende kilde til vigtige vitaminer i vinterhalvåret. En af de store fordele ved at sylte selv, er at du selv bestemmer hvilke ingredienser produktet består af, og i øvrigt smager det bare bedre! Kom eksempelvis sommerens sidste brombær på glas med denne lækre brombærmarmelade.

Prøv denne brombærmarmelade med knækbrød og ost!

Brombærmarmelade med stjerneanis

Det skal du bruge til at lave brombærmarmelade med stjerneanis:

  • 1 kg brombær
  • 1 kg syltesukker
  • 1 vaniljestang
  • 1 usprøjtet citron
  • 2 stjerneanis
  • 1 tsk. atamon

Læs også: Kom havens høst på glas Sådan laver du brombærmarmelade med stjerneanis:

  1. Kom brombærrene i en gryde med syltesukker. Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud, og kom begge dele i gryden.
  2. Riv skallen af citronen, og kom den og stjerneanis i gryden.
  3. Bring blandingen i kog, og lad den koge i 6-8 minutter, mens du rører, til marmeladen tykner.
  4. Tilsæt atamon, og hæld den nu færdige brombærmarmelade på rene glas. Luk glasset til, og opbevar tørt og køligt.

Prøv også: Smagfuld tomatchutney

Sponsoreret indhold