Lilla vinterbuket i potte med kornelbuer
Det skal du bruge: 1 urtepotte uden hul i bunden • Lilla tulipaner • Pink franske anemoner • Blå-lilla hyacinter • 1 lille spids kniv • Grøn viburnum • Lange grene fra en rød kornel • Myrtetråd
Læs også: Sådan får du erantis i din have!
Sådan gør du: Kom koldt vand i potten. Giv tulipanerne, de franske anemoner samt hyacinterne et skråsnit med kniven. Pluk viburnum i mindre grene. Saml blomsterne løst i hånden, så der er god variation mellem dem. Sæt blomsterne ned i potten - sørg for at fordele dem, så de står lidt ud over potten. Tag en kornelgren på ca. 80 cm, og saml enderne, så der dannes en bue foroven. Vikl enderne sammen forneden med et stykke myrtetråd, så de sidder godt sammen. Stik grenen ned imellem blomsterne. Form flere grene på samme måde, og stik dem ned imellem blomsterne - sørg for, at nogle af grenene bliver placeret i kanten af potten. Stil den færdige buket på et konsolbord, og lad den live stuen op.
Skulpturel vinterbuket til vinduet
Det skal du bruge: 1 urtepotte uden hul i bunden • Hvide tulipaner • 1 lille spids kniv • Store grønne krysantemum • Hvide alstromeriaer • Ellekoglegrene • Grene fra en kaprifolie • Myrtetråd
Sådan gør du: Kom koldt vand i potten. Giv alle tulipanerne et skråsnit, så de stadig har en pæn længde, og fordel dem rundt i potten. Rens alstromeriaer og krysantemum for de nederste blade, og stik dem ned i potten blandt tulipanerne. Pluk ellekoglegrenene i mindre stilke, og stik dem ned mellem blomsterne, så de stikker op over buketten. Stik ligeledes kaprifoliegrene ned mellem blomsterne. Tag et par lange stilke fra kaprifolien, og sno dem rundt om potten foroven. Vikl enderne sammen med et lille stykke myrtetråd, og stil buketten i en vindueskarm.
Lille vild borddekoration med orkideer
Det skal du bruge: 2 stilke grøn-hvide orkideer • 1 lille skarp kniv • 1 sød vase med koldt vand • Lyslilla roser • Grene fra en troldhassel • Grønne græsser
Sådan gør du: Giv orkideerne et skråsnit, og stik dem i vasen. Pluk nogle af bladene af roserne, giv dem et skråsnit, og stik dem ned foran orkideerne. Pluk troldhasselgrenene i mindre længder, og stik dem ned mellem blomsterne. Klip lidt af de grønne græsser, og stik dem ned mellem blomsterne, så de hænger ud over kanten på skålen. Stil buketten på et spisebord, og nyd synet.
Læs også: Blomster i hjemmet gør dig glad