Salat

Mozzarellasalat med avocado og pære

En supernem salat med spiselige blomster, der kan klares på kort tid og ser smuk ud.
af Vibeke Lehn29.05.2009Foto: Jes Buusmann

150 g baguette, gerne med durum
2 tsk. olivenolie
2-3 forårsløg
350 g tomater (vælg gerne forskellige farver og faconer)
2 avocadoer
1 udkernet pære skåret i mindre stykker, fx Doyenne
2 bægre velafdryppede minimozzarellaer a 125 g

Dressing
Saft fra 2 lime
1 tsk. rørsukker eller honning
1-2 fed knust hvidløg
4 spsk. olivenolie
Salt og friskkværnet peber
Hornvioler

Skær brødet i mundrette stykker, og læg dem på en plade med bagepapir. Stænk dem med olivenolie, og bag dem gyldne og sprøde ved 225° i 5-7 min. Lad brødcroutonerne afkøle, og hæld dem derefter i en skål. Skær forårsløgene i tynde strimler på den lange led, læg dem i koldt vand, og sæt skålen i køleskabet, til løgene "krøller", ca. 1 time. Bland croutonerne med halverede tomater, avocado skåret i mindre stykker samt pære og mozzarellaost. Rør alle ingredienserne til dressingen sammen, og smag den til med salt og peber. Vend dressingen med salaten, og pynt med forårsløg og hornviol.

Tip! Minimozzarella kan købes i de fleste større supermarkeder, eller du kan bruge de almindelige og skære dem i den facon, du ønsker. Du kan også bruge stedmoderblomster i stedet for hornviol.

Sponsoreret indhold