Tips & tricks

Sådan fjerner du tusch og kuglepen fra vægge og gulve

AF: af Max Martinussen
24.09.2019
Foto: Colourbox.
Streger af tusch og kuglepen på vægge og gulve kan være umulige at få af. Her får du gode råd, når de små kunstnere har været på spil.

Der er stille. Alt for stille.

Et øjebliks uopmærksomhed er alt det kræves, før børn tager kunsten til nye højder, og farve ikke længere er noget, der lader sig tøjle af papirets begrænsende rammer.

Kreative unger, der tør male uden for stregerne, er i metaforisk forstand en dejlig ting. Når det er rent bogstaveligt, og der nu er tusch-kruseduller på gulve og vægge, er det svært at glædes over kunsten.

Sådan får du børnenes tegninger af gulve og vægge

Er overfladen lukket med maling eller med lak, så er der håb, og så kan du i de fleste tilfælde vaske pletter og streger af.

  • Vandbaserede tuscher kan vaskes af med vand og sæbe.
  • Farvekridt og -blyanter med en klud og rensebenzin.
  • Sprittusch med sprit, vat og tålmodighed.

Melaminsvampe, også kendt som tryllesvamp, kan i mange tilfælde også fjerne pletterne, hvis sprit og sæbevand ikke magter opgaven. De fås flere steder på nettet og i de fleste byggemarkeder, og det fungerer næsten på samme måde som viskelæder.

Uanset om du forsøger med sprit, kradse kemikalier eller sære husmorråd (bagepulver, eddike, hårspray, tandpasta, WD40), så er det altid en god idé at teste midlet et sted, der ikke er synligt til dagligt. Skulle det ødelægge overfladen, så er skaden sket et sted, du ikke ser.

Hvis tuschpletten først er trukket ind...

Uanset ungernes valg af maling kan det dog være helt umuligt at få farve af gulve og vægge, hvis farven er trukket ind.

Tapet suger let farve til sig og trægulvet ligeså. Hvis gulvene er ubehandlede, skal de slibes. Hvis der bare er tale om et mindre område, kan det gøres med sandpapir og håndkraft. Du vil nok få en lysere plet, der hvor du sliber, men med tiden vil træet komme til at ligne resten af gulvet.

Hvis tuschen er trukket ind i væggen, er der desværre ikke meget andet for end at male over.

Brug en pletforsegler

De fede tuschstreger kan med tiden slå igennem malingen. Det er nødvendigt at bruge pletforsegler, der egentlig er til nikotin, sod og andre skjolder.

Pletforsegler fås både i spande til mange kvadratmeter, men også som handy spray, der er perfekt, når det er et mindre kunstværk af tusch, der skal males over.

Er der tale om et større kunstværk, er det værd at overveje, om det er på tide, at gulv eller væg er det næste, der skal renoveres.

Hvis pletten er på barnets eget værelse, så mener nogle forældre, at den bedste løsning er at lade det sidde, indtil barnet selv en dag synes, at det er irriterende, at der er tusch på væggen. Så kan de få en spand maling i fødselsdagsgave.

Tusch og kuglepen på sofaens betræk

Drejer det sig om tekstil, der ikke lige er til at krænge af møblerne og vaske, kan tusch og kuglepen fjernes med en omgang husholdningssprit, et par bomuldsklude og lidt tålmodighed.

  1. Kom sprit på kluden, og dup pletten.
  2. Dup så pletten med rent vand.
  3. Sug fugten ud af pletten med en tør klud.
  4. Gentag indtil pletten er væk.

Det kan tage tid og mange forsøg, men vedholdenhed er det vigtigste, når du pletfjerner. Hvis du bruger metoden på tøj eller tekstiler, der kan tages af møblerne, skal de vaskes efter vaskeanvisningerne efterfølgende.

Sponsoreret indhold