Eddike er et mirakelmiddel, det er der vist ikke længere nogen tvivl om. Mulighederne er uendelige, og selv til at passe på dit tøj kan det benyttes på flere måder. Læs med her, hvor vi guider dig til at passe på tøjet i flere sammenhænge med kun én ingrediens – eddike.
Nogle gange kan man vaske sit tøj nok så mange gange, og alligevel sidder både svedlugten og -pletten fra den hårde cykeltur eller den varme sommerdag bare stædigt fast. Heldigvis er der hjælp at hente – du skal nemlig bare bruge eddike:
For at fjerne svedlugten fra dit tøj, skal du lægge det i blød i vand og eddike. Lav en opblanding af halvt vand og halvt hvid eddike. Læg det svedramte tøj i opblandingen i ca. 2 timer. Vask det herefter i vaskemaskinen – så er både svedlugt og eddikelugt væk.
I mange tilfælde vil svedpletterne forsvinde sammen med lugten, hvis du benytter dig af ovenstående metode og indimellem skrubber på pletterne, mens tøjet ligger i blød. Som en anden mulighed kan du vende din trøje på vrangen og blot hælde ca. 2 spsk. hvid lagereddike ud på svedpletten. Herefter skulle den gerne forsvinde, og du kan lægge din trøje til almindelig vask.
Det er uden tvivl noget af det mest irriterende, når dit dampstrygejern pludselig vil af med en omgang kalk og lader det komme ud på dit tøj. Så er der nemlig bare ikke længere noget at gøre – selv ikke med eddike. Derfor er det en god idé at tage sine forholdsregler og forsøge at forebygge kalkpletterne. Det gør du i to trin:
Fyld dit dampstrygejern med en blanding af vand og eddike. Tænd for strygejernet, og hold det ind over vasken, når det er blevet varmt. Luk helt op for dampen, og lad eddikeblandingen dampe ud i vasken. Sluk for strygejernet, når al eddikevandet er ude, og lad det køle af.
Efter den indvendige afkalkning vil strygesålen typisk have mange hvide kalkpletter. Når strygejernet er koldt, så tør strygesålen over med en klud med lidt hvid eddike på. Så skinner det igen!
Det er et gammel husmortip, at eddike kan bruges som skyllemiddel. I dag er vores vaskemaskiner så smarte, at de selv sørger for at korrigere for kalk i vandet, og det vaskemiddel, vi bruger, er lavet, så man ikke behøver at tilsætte eddike for at opnå nogle af de fordele, man engang nød ved eddike. Eddike har altså ikke længere nogle mærkbare positive effekter på tøjet, når det bruges som skyllemiddel.
Ud over at fordelene er undselige, så fraråder miljøstyrelsen generelt brug af skyllemiddel. Det belaster miljøet unødvendigt.
Hvis du bruger eddike for at undgå statisk elektricitet, så vælg da i stedet et miljøvenligt, svanemærket produkt.
Kilde: Bolius