Kristina Rørbæk og Troels Askeruds lille sommerhus i Tisvilde i Nordsjælland er et skønt fristed for både voksne og børn. Huset emmer af maritim stemning, og indretningen er et godt mix af klassisk dansk sommer og autentisk New England-stil tilsat et tvist af storby.
I Kristine Rørbæk og Troels Askeruds sommerhus på 44 m² er der ingen spontane køb. Fordi huset er så lille, har de besluttet sig for, at det altid kun skal være indrettet med møbler og ting, der betyder noget for dem. Æstetik og funktionalitet er for dem vigtige begreber, så ingen overskudsmøbler hjemme fra lejligheden i byen, ingen nødtørftige marskandiserfund og heller ingen loppefund har fundet vej til sommerhuset for at gøre indretningen personlig. Se også:Sommerhusreportage: Nyt hus med gammels sjæl
Et dansk-amerikansk mix
Det sorte træhus emmer af hyggelig feriestemning, og trods størrelsen indeholder det alt, hvad man behøver: To rum med gode senge og et stort skønt køkken i forbindelse med stuen, store dobbeltdøre ud til terrassen og en vidunderlig have. Sommerhuset ligger i et ældre sommerhusområde, hvor naturen har fået lov at vokse til i de små 50 år, der er gået, siden huset blev bygget. Haven ligger godt skjult for omverdenen bag tætte buske og er desuden domineret af store gamle træer såsom æble og valnød. Indretningen er holdt helt i harmoni med omgivelserne, som hele familien elsker. Huset ligger tæt på Kattegat, og både stil og farver minder om havet og genopliver drømmen om et ubekymret ferieliv med bare tæer i sandet og endeløse solskinsdage. I indretningen er der også undertoner af den amerikanske New England-charme, som oprindeligt blev skabt af skandinaviske udvandrere. Blandingen mellem de ærkeskandinaviske ikoner såsom billeder af Arne Jacobsens livreddertårn på Bellevue nord for København, de sandskurede og hvidmalede møbler og enkle tegninger af blå fisk i glas og ramme samt klassiske nordamerikanske Lexington-puder er alt sammen med til at give sommerhuset det personlige udtryk. Parret har dog også indrettet sig med mere moderne elementer som barstole af aluminium og fuldautomatisk espressomaskine, der signalerer ung familie fra storbyen. Skal du lave sommermad til dine gæster? Prøv en luksusmenu på grillen!
Indretningen følger altid årstidernes skiften
Sidst på sommeren, når dagene bliver kortere, og farverne i den store have bliver gyldne og røde, skifter familien noget af den blå-hvide farveskala ud med varme røde og orange toner. Hermed harmonerer indretningen igen med den omgivende natur – nu blot naturen lige på den anden side af terrassen. Indretningen bliver suppleret med æbler, hyldebær og valnøddegrene fra haven, og familien finder de uldne plaider frem til de køligere efterårs- og vinteraftener med kraftig vind fra nord. Sommerhuset i Tisvilde er ikke stort, og det er da heller ikke stedet, hvor familien holder de lange ferier. Det er et grønt fristed med adgang til åbent hav og en erstatning for den baghave, de ikke har i København. Et fristed, der ikke ligger længere væk fra byen end en times tid i bil, og hvor de tager til i weekender og på korte ferier. En velfungerende feriehytte, som familien glæder sig til at komme op til hele året rundt, og hvor badetøjet bliver skiftet ud med uldne trøjer, dunveste og tykke sokker i efterårs- og vintermånederne. Se også: 3 genveje til et charmerende køkken
Se flere billeder fra det skønne sommerhus i galleriet: