Sommeren byder på en overflod af smukke blomster i haver og på marker. Går du en kort tur, kan du hurtigt samle lidt smukke blomster, der kan pynte i hjemmet - for der skal faktisk ikke så meget til.
Med blot få blomster og græsser kan du binde luftige sommerbuketter og fylde vaser med både stort og småt. Det er kun kreativiteten, der sætter grænset. Find inspiration til at pynte op med sommerens smukkeste blomster lige her!
Ved at samle en gruppe forskellige vaser på et fad får du en skøn samling af buketter. Mix gerne glas- og keramikvaser med dåser eller som her en gammel saft- og syltekrukke. De lidt grove syltekrukker er en fin kontrast til de løse, yndefulde buketter.
Har du en glasfakir, er det nemt at lave buketter eller dekorationer med et let udtryk, fordi blomsterne bliver adskilt af de mange huller i fakiren. Du kan dog sagtens skabe samme udtryk i en almindelig vase, hvis du stikker blomsterne ned i vasen én ad gangen. Denne luftige, hvid-lilla buket består af hvid katost, blå katteurt, blåklokke, akelejefrøstande, skvalderkålblomst og purpur kongelys.
En masse glas i forskellige størrelser med en, to eller tre blomster i hver danner i sin helhed en luftig buket. I denne samling af flakoner, sylteglas og en gammel glaskolbe står fra venstre mod højre står et væld af blomster, som du kan finde i haven eller grøftekanten.
Denne utæmmede buket i creme og svag rosa er et forrygende mix af lange, vilde blomster fra grøftekanten og kortere blomster fra haven. Buketten består af hvid stenkløver (den mangearmede), randhortensia, marguerit, almindelig røllike, rosa prydgulerod, creme-rosa lilje og hvid dahlia, ’My love’.
Gladiolus kan være svære at have med at gøre i buketter, fordi de er så høje, men i denne kæmpekande kommer de virkelig til deres ret. De hvide gladiolus er over 1 m høj, den lilla er lidt mindre. De står sammen med lilla asters, almindelig indianermynte og hvide ærteblomster. Selvom der kun er få blomster i buketten, ser den overdådig ud.
I den store, enkle glasvase står et smukt festfyrværkeri af blomster plukket i og omkring en landbohave med lange græsser og blomster. I vasen står: tagrør (græs med fjerlignende aks), kæmpeverbena, mørk pink stokrose, lyslilla floks, sæbeurt, sommerfuglebusk, rosa lupin, pilebladet spiræa, spydverbena, hjortetrøst og rosa blomsterskærme fra rød gulerod.