Ren ovn i et blåt køkken
Tips & tricks

Nem og effektiv rengøring af ovn og mikroovn

AF: af Trine Gjerlevsen.
9.01.2023
Foto: Lene K.
Bare tanken kan virke udmattende. Men det behøver slet ikke at være et heldagsprojekt at rengøre ovn eller mikroovn – og så kan du gøre det helt uden kemi!

Denne artikel indeholder sponsorerede links.

At rengøre ovnen og mikroovnen virker både kedeligt, uoverskueligt og umuligt. Men så slemt er det faktisk slet ikke. Læs her, hvordan du nemt og uden kemi slipper af med snavs og madrester og får en skinnende ren ovn og mikroovn.

Denne guide er til ovne med almindelig glat emalje. Har du en selvrensende ovn med ru emalje, må den ikke udsættes for brun sæbe eller ovnrens.

Sådan gør du nemt ovnen ren

Det skal du bruge til at gøre ovnen ren

Når du skal rengøre din ovn eller mikroovn, har du brug for et rengøringskit. Vi har samlet det hele for dig, så nemt kan bestille det hjem, hvis du ikke allerede har sagerne derhjemme. Klik på den ting, du har brug for herover, så kommer du videre til en forhandler.

  1. Tag handsker på, og smør et lag brun sæbe på emaljeoverfladerne. Har du beskidte og fastbrændte bradepander eller ovnplader, kan de også få en tur med den brune sæbe.
  2. Sæt ovnen i gang på 100 grader.
  3. Sluk så snart sæben begynder at boble, og lad ovnen køle ned.
  4. Når ovnen er kold nok, vask sæben af med vand.
  5. Dæk glasruden med en klud med opvaskemiddel i 30 minutter.
  6. Tør glasset efter med en fugtig klud, når snavs og skidt er opløst.

TIP: Du behøver ikke bruge særlig meget sæbe – selv et tyndt lag er nok. Bare alt skidtet er dækket.

Rens din mikroovn med damp på 3 måder

Den mest effektive måde at rengøre din mikroovn på er ved at damprense den. Helt enkelt skal du skabe damp vha. vand, der koges op, og som så løsner de madrester, der nu måtte være. Dette kan gøres på flere måder, og de er alle helt enkle. Vi giver dig her tre forskellige måder at damprense din mikroovn på.

1. Med citron

Citron dufter skønt, og sikrer dig en ren mikroovn. Halvér en citron, og læg den ene halvdel i en skål, der er halvt fyldt med vand. Husk at tjekke, om skålen kan tåle at komme i mikroovnen. Sæt skålen i mikroovnen ved høj varme i 3-5 minutter, eller indtil vandet koger, og vinduet dugger til. Lad herefter skålen stå i mikroovnen i 5-10 minutter, så dampen kan løsne madresterne. Mikroovnen skal fortsat være lukket. Tør efter med en klud eller et viskestykke.

2. Med en klud

Gør en klud våd, og læg den i mikroovnen i 3-5 minutter ved høj varme. Lad herefter kluden ligge i 5-10 minutter, og brug den så til at tørre madresterne af med. Dampen fra kluden sikrer, at du nemt kan tørre madrester og skidt væk.

3. Med køkkenrulle

Dette er det samme princip som med kluden. Gennemvæd et foldet stykke køkkenrulle med vand, og kom det i mikroovnen. Køkkenrullen skal have ca. 1. minut i mikroovnen, før den producerer damp. Sluk derefter for mikroovnen. Lad køkkenrullen ligge i 5-10 minutter i den lukkede mikroovn, og tør herefter mikroovnen af med den våde køkkenrulle.

Kilde: Forbrugerrådet Tænk

Sponsoreret indhold