Som hovedregel bruges et drivhus til at dyrke planter, der kræver et varmere klima end det danske, mens orangeriet oftest bliver brugt til afslapning og hyggelige stunder. Drivhuset er forholdsvis lille – typisk mellem 6 og 12 m² – med glas på alle sider og ikke opvarmet. Et orangeri er oftest noget større – gerne over 12 m² – og kan ligne en slags fritstående udestue. Det er isoleret og opvarmet, så man kan opholde sig der hele året og samtidig dyrke planter i krukker el.lign.
Inden du køber et drivhus eller orangeri, skal du tænke over dine behov. Har du nok i et par tomat- og agurkeplanter, kan du nøjes med et lille drivhus. Vil du derimod være fuldstændig selvforsynende, skal du have fat i et større drivhus, for sygdomme og skadedyr spreder sig til alle planter, hvis de står for tæt.
Du bør også overveje, hvor i haven du placerer drivhuset. En nord-syd-placering er bedst, hvis du har et drivhus af glas, for så undgår du, at det bliver overophedet, når solen er varmest over middag. En øst-vest-placering er derimod bedst, hvis du godt kunne tænke dig at komme tidligt i gang med at så, fordi den længste side af drivhuset så står i fuld sol ved middagstid og kan sætte skub i spiringen i de tidlige forårsmåneder. Vil du derimod bruge dit ekstra uderum til afslapning og hygge er det en god idé at placere orangeriet, så det står i skygge under middagssolen, hvis du vil bruge det i højsommeren, for ellers kan det nemt blive uudholdelig varmt at opholde sig der. Tag også højde for størrelsen af huset, for et bord, nogle stole og en solseng fylder en del.
Har du besluttet dig for at gøre drivhusdrømmen til virkelighed, er der et par ting, du bør overveje, før du går ud og investerer. Først og fremmest bør du gøre dig nogle overvejelser omkring, hvad formålet med dit kommende drivhus skal være. Er du på udkig efter et dyrkningshus og orangeri? Eller er det nærmere et ekstra rum i haven, hvor du kan nyde det grønne i al slags vejr, du er på udkig efter? Når du har fundet ud af dit præcise behov og ønske, er det langt nemmere at finde det helt rette drivhus!
Når først du har fundet og erhvervet det rette drivhus, kan du dernæst begynde at overveje, hvilke skønne planter og urter, du gerne vil dyrke. Nedenfor har vi samlet 5 grønne drivhusfavoritter, som du med garanti vil kunne dyrke med succes, hvad enten du er nybegynder eller garvet fritidsgartner.
I et land som Danmark, hvor det blæser mange dage om året, er det altid en god idé at sikre drivhuset og orangeriet mod storm. Derfor er det vigtigt, at det har en stærk konstruktion – gerne med skråstivere og hjørnebeslag. Placér det et sted i haven, hvor det står i læ, fx i nærheden af en hæk eller et hegn, og sørg for at lukke alle døre og vinduer forsvarligt, lige så snart der er optræk til blæst. Du kan også få automatiske vinduesåbnere, der er udstyret med cylindre, der forhindrer vinduerne i at blæse op, når det stormer.
Med et drivhus kan du beskytte spirerne og give dem bedre vækstvilkår i form af mere varme og højere luftfugtighed, end du kan på friland. Men de færreste planter kan dog tåle at stå for varmt i længere tid. Sørg derfor for at lufte ud ved at åbne døre og vinduer hver dag, eller anskaf automatiske vinduesåbnere, som åbner vinduerne, når temperaturen nærmer sig 25°. Husk i øvrigt at hænge et insektnet op ved hvert vindue, så du undgår at invitere ubudne gæster ind til dine dyrebare planter.
Når du skal i gang med at dyrke grønne godter i dit drivhus, er det vigtigt, at du vælger nogle, der er beregnet til dyrkning i drivhus. Nedenfor har vi samlet de 5 bedste planter drivhusplanter:
En sort som fx Gemini er god til drivhuset, men der findes rigtig mange at vælge imellem helt efter smag – og farve! En tomatplante kan bære helt op til 175 af de små cherry-tomater, som er blevet meget populære. Busk-tomater, der ikke skal "hænges op" er lettere at dyrke, men udbyttet er heller ikke så stort, og de tager meget plads. Tomater er oftest selvbefrugtende. De er således ikke afhængige af, at der skal findes andre sorter i nærheden. Det er vinden og insekterne, som befrugter dem. Har du ikke mange insekter i dit drivhus, så ryst planten lidt, når den blomstrer. Hvis planterne taber blomsterne, skyldes det ofte, at der er for varmt i drivhuset. Tomater trives bedst i 20-25°.
Sår du agurker i marts, kan du spise sprøde agurker i juni. Agurker kræver meget vand, men der er kort fra blomstring til høst: 4-5 uger. En plante giver op til 15 store agurker. Agurker vil have mere sol end tomater, så lad dem vokse langs sydsiden i dit drivhus. Efter første høst kan agurker tage en pause, inden de sætter blomster igen. Høst derfor de første agurker lidt før de er fuldmodne og opbevar dem i køleskabets grøntsagsskuffe. Der holder de sig længe.
Peberfrugter er smukke og sjove at dyrke. Kræver også lidt pleje – fx en bambuspind at støtte sig op ad.Giver gerne mindst fem store pebre per plante. Peberfrugterne er meget følsomme over for skadedyr. Derfor skal du dyrke den i krukker, så evt. angrebne planter let kan fjernes.
Knib gerne toppen af planten, så bliver den tæt og fin. Chili vil også gerne have støtte via en bambuspind.Trives bedst ved 20° døgnet rundt. Chili kan ikke lide at tørre ud, men vil heller ikke drukne i vand.
Basilikum, citrongræs, citronmelisse og persille stortrives i drivhuset i for- og efterår. Om sommeren kan man flytte urterne ud i det fri og plante melon i stedet. De dyrkes ligesom agurker, men de har dog behov for hjælp til bestøvning. Gnid hanblomst mod hunblomst. Hunblomsten kendes ved frugtanlægget i bunden af blomsten.
Her får du udvalgte favoritter - der er noget for enhver smag, både til altanen og til de helt store haver.