Frodige planter bugnende med citroner, appelsiner eller kumquat tilfører haven, drivhuset og boligen et vidunderligt eksotisk strejf. Skab smuk middelhavsstemning på terrassen med en skøn samling af store og små citrusplaner som på billedet, hvor citron, stueappelsin, kumquat og citronverbena lyser op.
Du finder ofte frø i citrusfrugter, og da disse frø tit er villige til at spire, er det sjovt at så dem og se en ny plante spire frem. Så frøene, mens de er friske, i en potte med så- og priklemuld. Når planterne er vokset til, planter du dem over i en større potte med citrusjord. Vær forberedt på, at der går flere år, inden planten begynder at blomstre og sætte frugt. Det er heller ikke sikkert, at planten kommer til at ligne moderplanten. Er der fx tale om en krydset plante, kan en frøplante ”vende tilbage”, så den kun ligner den ene af forældrene.
Citrusplanter kan også stiklingeformeres, ligesom det er muligt at pode stiklinger på en grundstamme. Når disse formeringsmetoder benyttes, kommer der hurtigere blomster og frugter på planterne.
Læs også: Sådan dyrker du kumquat
Stiklingerne har brug for varme og fugtige omgivelser for at udvikle rødder, og derfor kan du med fordel placere potterne i et minidrivhus, eller du kan sætte klare plastikposer over dem.
Det er en god idé at sætte flere stiklinger, end der er behov for, for du kan ikke forvente, at alle stiklinger sætter rødder.
Læs også: Sådan undgår du dræbersnegle i haven
Vil du prøve at pode en citrusplante, har du brug for en grundstamme. Her kan dværgcitron anvendes. Skær et t-formet snit i barken, og sæt et skud fra den plante, du vil formere, ned i snittet. For at holde skuddet på plads vikler du lidt podetape omkring grundstammens stængel.
Kend dine citrusfrugter - se galleriet herunder: