Terrasse og altan

Sådan gør du dine havemøbler sommerklar

AF: af Line Marie Laursen
29.07.2013
Foto: Nadja Wehlitz
Lige så dejlig tanken om lange dasedage i liggestolen er, lige så deprimerende kan det være at hive de gamle havemøbler frem fra gemmerne, fordi de ser slidte og kedelige ud. Vi giver dig de bedste tips til at give havemøblerne sin sommerform tilbage!

Det er endelig tid til at stille havemøblerne ud og nyde et hvil i det fri. Men efter en lang vinter i skuret er de måske blevet lidt triste at se på. Vi guider dig til, hvordan du kan give dine havemøbler et pift, så de bliver sommerklar på ingen tid!

Sådan gør du dine havemøbler sommerklar

Havemøbler af plast

Har du havemøbler af plast skal du rengøre dem godt med vand og sæbe - almindeligt opvaskemiddel, der opløser fedt, kan sagtens bruges. Vask efter med vand med en smule bilshampoo i. Det indeholder voks og forebygger derfor, at ny snavs sætter sig fast. Er dine havemøbler blevet matte af for meget snavs, kan det hjælpe at polere med autovoks.

Havemøbler af træ

Træmøbler kræver en ekstra plejeindsats for at kunne klare det skiftende danske vejr. Hvis møblerne er beskidte, så vask dem først grundigt med vand, evt. med lidt trærens i. Lad dem tørre, før du sliber overfladen let med sandpapir, så dine havemøbler bliver modtagelige for den videre behandling. Husk at børste al slibestøv væk fra møblerne. Giv derefter dine havemøbler olie eller et lag maling, og lad dem tørre et lunt sted. Vil du forlænge møblernes holdbarhed, bør du give dem samme tur, både når sæsonen starter, og når du er klar til at stille dem væk igen til efteråret.

Havemøbler af rattan

Rattan er et naturligt materiale, som er meget brugt til havemøbler. Havemøbler af rattan rengøres nemmest med en opvredet klud med demineraliseret vand - eller du kan støvsuge dem. Det er vigtigt, at dit rattanmøbel ikke udtørrer i løbet af sommersæsonen, da det dermed kan miste sin elasticitet. Spray derfor jævnligt dine havemøbler med demineraliseret vand fra en vandforstøver, hvis sommeren bliver tør.

Havemøbler af jern

Havemøbler af jern, stål og aluminium er temmelig taknemmelige materialer. Men de har ikke godt af fugt, som får dem til at ruste og blive misfarvet. De har bedst af at stå indendørs uden for sæsonen. Gør havemøbler i jern og stål rent med sæbevand - skyl, og tør godt efter. Giv evt. jern et lag metalmaling, fx Hammerite, der beskytter mod rust. Aluminium kan du vaske ned med en klud med lidt sprit. Pulverlakeret stål og aluminium skal du bruge vand og klud til, ingen skuresvampe! Hvis det er meget snavset, så brug mildt sæbevand eller lidt vinduesrens, skyl med vand, og tør efter med en tør klud.

Havemøbler af nonwood

De seneste år har flere og flere anskaffet sig havemøbler, som er lavet i et nonwood-materiale. Det ligner træ, men er et hårdt og støbt plastmateriale, som er meget hårdført. Det betyder, at et havesæt af nonwood vil kunne klare at stå ude året rundt. Uanset om det skal ud af skuret eller har stået ude, kan du let rengøre det med en opvredet klud.

Sponsoreret indhold