Havekalenderen

Havekalender | Uge 43

1.10.2021
01.10.2021 - af: Redaktionen. Foto: Frank Kirkegaard
Denne uge byder på masser af rigtigt efterårsagtige opgaver i haven. Få inspiration til gøremål i haven lige her.

Oktober rinder ud, men der bliver ved at dukke ting op på havetjeklisten, der skal klares — særligt nu når vinteren ikke er meget mere end en måneds tid væk.

Tilbage til oversigten: Isabellas’ havekalender.

INSPIRATION TIL GØREMÅL I HAVEN | UGE 43

Tjeklisten:

  • Plant buske og træer med smukke bær
  • Dæk rodfrugterne
  • Dyrk dine egne hasselnødder
  • Gør klar til halloween

Plant træer og buske med flotte bær, der fryder

Sæt kulør på den kommende vinterhave ved at plante en eller flere buske og træer med smukke bær rundtomkring i både bede og krukker. Sørg for at sætte planterne, så du kan se bærrene inde fra huset og får mest mulig glæde af dem. Røde bær findes på fx kvalkved, pebertræ, kaprifolie, røn, ildtorn, sargentæble, cotoneaster og taks (kun hunplanterne). Alle bærrene vil være guf for havens fugle, når det kolde vejr sætter ind.

Dæk dine rodfrugter

Sne i oktober er sjældent, men ikke umuligt. Husk derfor enten at få de fleste af dine rodfrugter op af jorden nu, eller dæk dem med et godt lag halm, før frosten for alvor sætter ind. Så kan du høste af dem langt ind i vinteren.

Dyrk dine egne hasselnødder

Hasselnødder vokser vildt mange steder i Danmark, men er en stor luksus at have i sin egen have. Du kan plante hasselbuske nu, og så vil du kunne høste nødder om tre-fire år. Hasselbuske er meget nemme, og bortset fra egern, der spiser nødderne, er der ingen problemer.

Hasselbuske foretrækker delvis skygge og bryder sig ikke om hård vind. Planter du flere buske, skal der være en afstand på 4½ m mellem hver. Dæk jorden omkring den nyplantede busk med staldgødning eller kompost for at holde på fugten.

Klar, parat, halloween

Den 31. oktober er det allehelgensaften. Vil du gøre lidt ud af dagen, kan du fx gøre følgende i god tid:

  1. Samle de smukkeste efterårsblade og lægge dem i pres mellem aviser og et par tunge bøger en uges tid. Brug dem som pynt på bordet, på breve eller læg dem på et fad.
  2. Fylde et stort fad med små fyrfadsstager og sætte små kulørte græskar ind imellem.
  3. Udhule græskar, skære bunden til, så den bliver plan, og skære en takket kant hele vejen rundt. Lad dem tørre lidt, inden du bruger dem som serveringsskåle til forretter eller desserter, eller som en anderledes vase.

Sponsoreret indhold