Kyllingelår er en let og lækker spise, som både kan nydes ved middagsbordet eller medbringes som en god picnic-snack på en tur i det grønne. I denne opskrift er der kælet ekstra meget for detaljerne med et knasende lag nøddecrumble på kyllingen og en skøn tomatsalat med pinjekerner ved siden af.
Se også: 5 nemme opskrifter med kylling
Det skal du bruge til kyllingelår med nøddecrumble og tomatsalat:
4 personer
Kyllingelår med nøddecrumble:
- 12 kyllingelår
- 50 g mandler
- 1 æg
- 3 usprøjtede limefrugter
- 50 g hasselnødder
- 1 tsk. salt og friskkværnet peber
- ¼ dl olivenolie
Tomatsalat:
- 600 g små, blandede tomater
- 200 g fetaost
- 75 g pinjekerner
- 1 bundt basilikum
- Lidt olivenolie
- Salt og friskkværnet peber
Desuden:
Prøv også: Kyllingespyd med pesto og sommergrønt
Sådan gør du:
Kyllingelår med nøddecrumble:
- Tænd ovnen på 180º varmluft. Skær den øverste del af kyllingelårets knogle, og rens benet med en kniv, så du har et rent ben med kød for enden. Gør det samme med alle kyllingelårene.
- Smut mandlerne, og pisk ægget let sammen med en gaffel. Riv skallen af 1 limefrugt fint. Blend mandler, hasselnødder, limeskal, salt og friskkværnet peber sammen.
- Vend kyllingelårene i æggeblandingen, rul dem derefter i nøddeblandingen, og læg dem til slut i en bradepande beklædt med bagepapir.
- Dryp kyllingelårene med olie, og steg dem i ovnen i 25 minutter. Riv skallen af de sidste limefrugter, og drys det over.
Tomatsalat:
- Skyl og halvér tomaterne, og smuldr fetaosten hen over dem. Varm en tør pande, og rist pinjekernerne, til de er gyldne.
- Drys tomaterne med pinjekerner og basilikumblade, og krydr med olie, salt og friskkværnet peber.
- Servér tomatsalaten sammen med kyllingelårene og et groft brød. Skær limefrugten i både, og servér dem til.
Læs også: Sådan dyrker du tomater med succes