Kager

Opskrift: Smørkage til alle

Få den ultimative opskrift på gammeldags smørkage, som mormor lavede den, med cremet fyld af kanel og svesker, og server lækkert hjemmebag, som vækker minder og stor glæde ved kaffebordet!
af Pia Buusmann30.04.2015Foto: Jes Buusmann

Smørkage er en god, dansk kageklassiker, som du måske også kender under navnet Dagmartærte. Den færdige kage indeholder næsten en hel pakke smør, og lever dermed op til sit navn. Smørkage er en ægte genganger fra mormors tid, men den er bestemt ikke forældet. Denne smørkage er i sig selv nem at lave, og serverer du din smørkage til en god kop kaffe eller te, har du en hjemmebagt forkælelse af 1. klasse, som du kan berige dine venner og familie med.

Prøv også: Kanelstang med creme

Smørkage

Antal: 10 personer.

Creme:

  • 2½ dl mælk
  • 1 æg
  • 1 tsk. vaniljesukker
  • 1½ spsk. sukker
  • 1½ spsk. Maizena

Dej:

  • 50 g økologisk gær

  • 1 dl håndvarm mælk

  • 2 æg

  • 2 spsk. sukker

  • 100 g blødt smør

  • 1 tsk. kardemomme

  • ¼ tsk. salt

  • 450-500 g hvedemel

Lyst til mere end smørkage: Få FLERE GODE OPSKRIFTER PÅ SØDE SAGER MED ISABELLAS!

Fyld til smørkage:

  • 125 g svesker uden sten

  • 1 dl vand

  • ½ tsk. kanel

  • 75 g mandler eller hasselnødder

Desuden:

  • 1 æg til pensling
  • 3 spsk. flormelis
  • Lidt vand
  • Evt. perlesukker

Inspiration: Det perfekte kagebord

Sådan laver du smørkage:

  1. Creme: Kom mælk, æg, vaniljesukker og sukker i en gryde, og pisk det godt sammen. Rør Maizenaen i. Opvarm cremen til kogepunktet, mens du jævnligt pisker i den. Stil cremen til afkøling.

  2. Dej: Rør gæren ud med mælken. Tilsæt æg, sukker, smør, salt og kardemomme, og rør det godt sammen. Tilsæt melet lidt ad gangen, og rør til dejen er smidig − den må gerne være lidt klistret. Dæk skålen med et rent viskestykke, og stil dejen til hævning et lunt sted i ca. 1 time.

  3. Fyld: Kom sveskerne i en lille gryde med vand og kanel, og kog dem i ca. 5 minutter. Hæld vandet fra sveskerne, og hak dem fint. Hak nødderne.

  4. Tag en lille klump dej, og rul den tyndt ud på et meldrysset bord, så den kan dække bunden på 1 springform på ca. 25 cm i diameter. Rul resten af dejen ud til et kvadrat på 35 x 35 cm. Fordel de hakkede svesker på midten af dejen, og drys de hakkede nødder hen over sveskerne. Fordel cremen hen over svesker og nødder.

  5. Rul dejen stramt sammen til en lang pølse. Skær den i 10 lige store stykker. Læg en snegl midt i formen, og læg de resterende snegle rundt om i en cirkel.

  6. Lad dejen efterhæve ½ time. Varm imens ovnen op til 200°. Pisk ægget sammen, og pensl din smørkage.

  7. Bag din smørkage i ovnen i 40 minutter. Efter 20 minutter kigger du til din smørkage for at sikre, at den ikke bliver for mørk. Læg et stykke sølvpapir over din smørkage de sidste 20 minutter, hvis dette er tilfældet.

  8. Tag din smørkage ud af ovnen, og lad den afkøle. Rør en glasur af flormelis og vand, og pynt din smørkage. Drys evt. med perlesukker.

Sponsoreret indhold