Den 24. december er for de fleste af os forbundet med en hyggelig aften i familiens skød. Der er lækker mad på menuen, og gaverne gemmer sig under det smukt pyntede juletræ.
Vi er mange, der drømmer om en dag uden stress og jag. Så hvad med at forberede en del af julemiddagen dagen før? Det kan nemlig sagtens lade sig gøre. Se med herunder, så viser vi dig hvordan.
Du kan stege anden om morgenen, partere den og lægge den i et ovnfast fad, så den er klar til den store, travle dag. Den 24. december skal den kun varmes op i en 175° varm ovn i ca. 35 minutter.
Kog og pil kartoflerne dagen før, og opbevar dem i køleskabet, til de skal brunes.
Snit rødkålen dagen før, og læg den i en frysepose i køleskabet. Mål krydderierne af i en lille skål, så alt er klart.
Kog risengrøden og smut mandlerne dagen før. Lav risalamanden om formiddagen den 24. december, og stil den koldt, til den skal serveres.