vilde blomster
Buketter & kranse

Bind buketter af vilde blomster

AF: af Trine Dahl/Blomst Copenhagen
6.06.2024
Tag en kurv over armen, og gå på sanketur for at finde materialer til sensommerbuketter. Naturen er nemlig fuld af smukke blomster, græsser og bær. Få inspiration til at binde flotte buketter her.

I august, når naturens farver ændrer sig til varmere toner, er enge og grøftekanter et paradis af vilde blomster, græsser, bær og frøstande. Supplér med enkelte blomster fra haven og bind de smukkeste buketter. Få inspiration og guides herunder!

Buketter af vilde blomster

Buket med bær

Buket med bær og blomster

Når hylden bærer bær, kan de røde grene med sorte bær spille flot ind i en vild buket. Lad hyld og brombærstilke danne bunden af buketten, og lad de mere florlette blomster med længere stilke strække sig mod himlen. Høstanemonerne har ofte flere blomster på stilkene, så du behøver kun at bruge tre-fire stilke. Fyld op med skabiose, gulerodsblomst, Daucus carota, almindelig røllike, Achillea millefolium, lodden løvefod, Alchemilla mollis, og stolt kavaler, Cosmos bipinnatus. Stil buketten i et glas med vand inde i en lerpotte for at understrege det rustikke look.

Buket med skjult hønsenet

Sensommerbuket

Har du plukket mange blomster til en større vase, potte eller anden beholder, kan du fore den med hønsenet, så blomsterne står fast.

Det skal du bruge:

  • Hønsenet
  • Vase, potte el.lign.
  • Dahlia
  • Skabiose, Scabiosa
  • Almindelig røllike, Achillea millefolium
  • Gederams, Epilobium angustifolium
  • Lodden løvefod, Alchemilla mollis
  • Forglemmigej, Myosotis
  • Stolt kavaler, Cosmos bipinnatus
  • Græsser
  • Gulerodsblomster, Daucus carota
  • Stængler fra rose med hyben

Sådan gør du:

  1. Læg hønsenettet ned i vasen, og sørg for, at det ikke stikker op og er synligt.
  2. Hæld vand i vasen.
  3. Stik stængler og stilke ned igennem hønsenettet i forskellige højder med de korteste stilke langs kanten og de højeste mod midten af buketten.
  4. Sørg for, at vasen er jævnt dækket, og lad gerne blomsterne stritte lidt for et naturligt look.
Buket af blomster og græsser

Douce grøftekantsbuket

En ægte grøftekantsbuket i støvede nuancer af violet, aubergine og grøn er noget af det smukkeste. Brug en god mængde stilke af stinkende karse, Lepidium ruderale. Den findes vildtvoksende på næringsrig bund omkring huse. Alunrod, Heuchera, i den rødmende auberginefarve får florlette blomster, der giver et flot spil i buketten. Asters er en haveplante, som findes i fine violette nuancer, der giver buketten liv. Den skønne stor stjerneskærm, Astrantia major, er også en haveplante. Den egner sig perfekt til de vilde buketter. For at få lidt efterårsstemning frem kan du plukke sandhjælme, de store strå, der vokser på stranden. Bind buketten i en spiral, og bind naturgarn omkring stilkene.

Sponsoreret indhold