Mad

4 grøntsager du skal spise lige nu

Det er lige nu, vi kan nyde nogle af de grøntsager, der er de bedste kilder til vitaminer, mineraler og fibre. Her er fire grøntsager, du skal spise lige nu.
af Lisbeth Madsen / Foto: Anders Schønnemann18.11.2013

Årstidens grøntsager kan give dig noget at stå imod med i den kolde og mørke vintertid, fordi de indeholder gode vitaminer, mineraler og fibre. Især kål er godt for dit immunforsvar, så prioriter forskellig slags kål, når du laver mad hen over vinteren.

Læs også: Her er superfrugten, du bør spise mere af.

Grønkål
Grønkål er gået fra at være en traditionel julespise til at være en ret trendy ingrediens hele vintersæsonen de seneste år. Grønkål er fyldt med A-vitaminer, C-vitaminer, jern, antioxidanter og fibre. Brug det i en skøn salat med æble og olie-eddikedressing eller blancheret og smørstegt som garniture til hovedretten.

Hvidkål
Hvidkål er en fantastisk kilde til antioxidanter, og så indeholder det også masser af C-vitaminer. Hvidkål er desuden en af de mere taknemmelige kålarter at bruge i madlavningen, da det er godt i forskellige former for wokretter, råkostsalater, coleslaw og som stuvede hvidkål.

Læs også: Sådan får du gode råvarer om vinteren.

Rosenkål
En af de mindre populære kålvarianter er rosenkålen. Ikke desto mindre er der højsæson for rosenkål nu, og de er sprængfyldte med gavnlige stoffer. Du får blandt andet tilført K-vitaminer, C-vitaminer, B-vitaminer, mangan og masser af fibre. Rosenkål kan eksempelvis steges i smør og glaseres i appelsinsaft.

Her er flere gode råvarer, du skal spise i november.

Græskar
Bliver du hurtigt træt af kål, så er der også en anden type grøntsag, som du endelig bør nyde lige nu - nemlig græskar. Græskar er fyldt med A-vitaminer og betacaroten, og så viste en undersøgelse i 2007, offentliggjort i Journal of Medicinal Food, at græskar kan hjælpe med at stabilisere kroppens glukoseniveau. Du kan både bruge græskar i det salte og det søde køkken, for eksempel skåret, bagt græskar med olie og salt eller i en lækker pumpkin pie.

Sponsoreret indhold