Det lyder så fransk, og den er da også opkaldt efter den franske skuespillerinde, Sarah Bernard, men den lille kage så dagens lys for over hundrede år siden, midt på Strøget i København. Her holdt konditoren Johannes Steen til, og da skuespillerinden besøgte landt i forbindelse med en bogudgivelse i 1911, så han straks sit snit til at kreere det, der endte med at blive en meget populær kage.
Sarah Bernard-kagen er den perfekte kombi af tørkage og flødekage med sin sprøde makronbund med trøffelcreme overtrukket med chokolade.
Her får klassikeren en opgradering med espresso-kaffe, og det gør den bestemt ikke mere kedelig!
Ca. 25 stk. (halver evt. portionen til 12 stk.)
Makroner:
100 g mandler
100 g sukker
1-2 æggehvider
Trøffelmasse:
100 g god mørk chokolade 70 %
2½ dl piskefløde
1 spsk fintmalet espressokaffe
lidt appelsinsaft og skal fra 1 økologisk appelsin el. 1 spsk Cointreau (appelsinlikør)
Overtræk:
100 g god mørk chokolade 70 %
evt. kandiserede violer til pynt
Makroner: Blend mandlerne fint i en foodprocessor. Blend sukkeret i. Tilsæt æggehvide indtil massen er fast, men stadig kan sprøjtes. Fyld i en sprøjtepose, og fordel i 2 cm store klatter på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag makronerne midt i ovnen ved 200° i ca. 10 min., til de er gyldne. Afkøl.
Trøffelmasse: Hak chokoladen fint. Varm fløden op, hæld chokoladen ved, og rør, til den er opløst. Tilsæt kaffe, appelsinsaft og skal eller appelsinlikør, rør godt, og sæt massen i køleskab i min. 12 timer. Pisk massen op til en tyk konsistens med elpisker. Hæld cremen i en sprøjtepose, hold posen helt lodret, præcis 1 cm over makronerne, og lav fine små tårne på makronerne. Sæt kagerne i fryseren i ca. 20 min.
Prøv også: Othellolagkage
Overtræk: Smelt nu chokoladen til overtræk over vandbad, hold makronen, og dyp kagen i chokoladen. Lad dem dryppe godt af, inden de sættes på bagepapir. Pynt evt. med kandiserede violer på toppen. Opbevar kagerne koldt indtil de skal spises.
TIP! Du kan 'snyde' lidt med færdiglavede makroner...