Desserter og kager

Appelsintærte med marengs

Appelsiner i kager og desserter kan få smilet til at brede sig på de flestes læber. Få her opskriften på en skøn appelsintærte med et sprødt låg af marengs!
af Mai Knauer / Foto: Columbus Leth.12.01.2015

Enhver tærteelsker ved, at den perfekte citrontærte gerne skal bestå af en bastant mørdej, en god syrlig citroncreme og et sprødt, florlet marengslåg, som binder hele herligheden sammen.

Denne appelsintærte med marengs er en nyfortolkning af den franske klassiker Tarte au citron meringuée lavet med søde, solmodne appelsiner, som sender tankerne direkte mod varmere himmelstrøg!

Appelsintærte med marengs

(til 8 personer)

Er du vild med smagen af appelsin? Så prøv denne dessert!

Det skal du bruge til appelsintærte med marengs:

Bund:

  • 150 g smør
  • 225 g mel
  • 1 nip salt
  • 75 g flormelis
  • 4-5 spsk. koldt vand

Appelsincreme:

  • 2 økologiske appelsiner
  • 100 g smør
  • 150 g flormelis
  • 15 g maizena
  • 3 pasteuriserede æg

Den sødeste chokoladedrøm: Blødende chokoladekage

Marengs:

  • 180 g flormelis
  • 4 pasteuriserede
  • Æggehvider

Sådan laver du appelsintærte med marengs:

Bund:

  1. Bland smør og mel i en foodprocessor.
  2. Tilsæt salt og flormelis og herefter det kolde vand.
  3. Stil dejen på køl i mindst 30 minutter.
  4. Rul dejen ud, og læg den i en rund form på ca. 25 cm i diameter beklædt med bagepapir.
  5. Bag bunden i ovnen i 30 min. ved 180°.

Appelsincreme:

  1. Riv det orange lag af skallen af en appelsin, og pres saften ud af begge appelsiner.
  2. Smelt smør og flormelis med appelsinsaft og -skal i en gryde, og lad det koge i 5 min.
  3. Pisk maizena sammen med æggene i en skål, og tag gryden af varmen.
  4. Rør appelsinmassen sammen med de piskede æg, og hæld cremen over tærtebunden.
  5. Bag tærten i yderligere 5-10 min. ved 180°, til cremen har sat sig.

Marengs:

  1. Pisk flormelis og æggehvider sammen til en stiv og fast masse i en skål.
  2. Hæld massen i en sprøjtepose, og fordel den over appelsintærten.
  3. Bag kagen i et par minutter under grill i ovnen, til marengsen er gylden, og servér gerne tærten lun.

Er du sulten efter flere tærter? Så find en ny favorit her!

Sponsoreret indhold