Desserter og kager

Timms æbletærte "Pandowdy" style

Få Timm Vladimirs smagsgode opskrift på æbletærte "Pandowdy" style her!
Opskrift og foto af Timm Vladimir3.08.2015

Denne æbletærte fik jeg på en råkold aften, en gang på en restaurant i Queenstown, New Zealand og har aldrig rigtig glemt den. Her er min version af den. Den er overraskende aromatisk, nærmest parfumeret af alle æblerne og citronskallen. Og den sprøde dej, der spiller godt op med sin (ikke for) fede smør og vaniljesmag. Og så er der også lidt til dagen efter, hvis man kun er 4 til middag. Pandowdy er egentlig en version af de traditionelle amerikanske “Cobblers”. I en Pandowdy bryder man bare selv overfladen på dejen halvvejs under bagningen, så saften rigtig kan slippe fri og udvikle sine smage, mens den får de sidste 20-25 minutter i ovnen.

Æbletærte “Pandowdy” style

(Dessert til 6-8 personer)

Det skal du bruge til æbletærte:

Mørdejen:

  • 250 g hvedemel
  • 40 g flormelis
  • Skrabede korn fra 1 supergod vaniljestang
  • Fintrevet skal fra 1 citron
  • 140 g koldt smør i tern
  • 120 g creme fraiche.
  • 4 Elstar (eller pink lady) æbler
  • 4 Holsteiner cox (eller granny smith) æbler
  • 300 g sukker (brug farin, hvis du vil ha en lidt dybere smag)
  • 150 gram brombær (frosne kan sagtens bruges)
  • 40 g hvedemel
  • Saften fra 1 appelsin
  • Revet skal fra 1 1/2 citron
  • Mørk rørsukker til drys
  • Fløde til serveringen

Smag også: Timms gulerodskage

Sådan laver du æbletærte:

  1. Put mel, sukker, vaniljekorn, citronskal, og 1/2 tsk salt i en foodprocessor eller røremaskine og rør det hele sammen. Tilsæt smørtern og rør til smørret er blevet til små klumper. Tilsæt creme fraiche og rør det hele sammen. Hæld ud på køkkenbordet og ælt det let sammen med håndryggen. Endelig ikke ælte for meget. På køl i 2 timer, pakket i film. Forvarm ovnen til 200 grader varmluft.
  2. Skræl æblerne, fjern hus og kerner. Del æblerne i 8 både og smid i en skål, sammen med sukker, brombær, mel, saft og citronskal. Bland det hele godt, men forsigtigt, så alle æbler er dækket af ingredienserne. Læg dem i en ovnfast tærteform (gerne en 24 cm/ 5 cm).
  3. Rul mørdejen ud i et tyndt (4mm) lag på en meldrysset overflade. Pensl tærteformens kant med vand, så dejen kan binde sig helt fast til kanten under bagning. Placer dejen over æblerne og pres dejen godt rundt i formens kant. Skær overskydende dej af med skarp kniv. Pensl dejen med vand og strø et godt lag rørsukker på. Lav et lille hul øverst i dejen så dampen kan slippe ud og sæt den i ovnen til dejen er let gylden og sprød (ca. 30-35 min.)
  4. Tag tærten ud og knæk dejen i store stykker med en gaffel og tryk den let ned i fyldet. Tilbage i ovnen i 20-25 minutter, til saften bobler op over dejen og den er blevet gylden brun og flot. Lad hvile i 15 minutter og hæld evt. lidt fløde over inden serveringen..

Sponsoreret indhold